Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Historien bag Eriksens farvel: Middag på dyr dansk restaurant

Af Morten Bruun Jørgensen
29.01.2020 Kl. 09:31
Her kan du læse om det møde, der for første gang gjorde Tottenham opmærksom på Christian Eriksens fremtidsplaner.

Tirsdag faldt det hele endelig på plads for Christian Eriksen.

Den danske landsholdsspiller fik gennemført sit skifte fra Tottenham til Inter, hvor han har skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2024, men allerede for mere end halvandet år siden startede historien, der fik Eriksen til at søge væk fra London-klubben.

Således bringer engelske the Guardian en artikel, hvori en del af baggrunden beskrives.

Allerede kort efter slutningen af 2017/18-sæsonen, hvor Christian Eriksen havde spillet sig til en plads til PFA’s Team of the Year, rejste Mauricio Pochettino til Danmark for at snakke fremtid med midtbanespilleren.

Kort tid forinden havde Mauricio Pochettino skrevet under på en langvarig kontrakt med Tottenham, og den argentinske manager ønskede at få Christian Eriksen til også at vise sit engagement over for the Lilywhites.

På daværende tidspunkt havde danskeren to år tilbage af sin aftale, og han havde ikke travlt med at forlænge sin kontrakt. Tværtimod kom det Mauricio Pochettino for øje, at Christian Eriksen overvejede sit næste karrieretræk, og det involverede en exitstrategi fra Tottenham.

Alt det foregik på den anerkendte Bistro Boheme i København, hvor landsholdets kok, Per Thøstesen, er indehaver, hvor Mauricio Pochettino havde medbragt sin kone og assistenttræner Jesús Pérez.

Fra dengang blev rygterne om Christian Eriksens fremtid blot flere, men ifølge the Guardian var det kun Atético Madrid, der sidste sommer afsendte et reelt bud til Tottenham. Som bekendt endte det dog med at være Inter, der snuppede danskeren i sidste ende.

Et skifte, der i mange kredse er blevet omtalt som et skridt ned, men ikke desto mindre kæmper Christian Eriksen nu med om det italienske mesterskab i et særdeles spændende projekt, som Antonio Conte har iværksat.

Annonce