Her er dit optimale holdet.dk-mandskab til 5. runde
Vi elsker managerspil, og det er vi langt fra de eneste, der gør. Derfor skriver vi optakter inden hver runde til dette års Premier League-managerspil på holdet.dk.
Til femte runde er der lagt op til flere spændende opgør, og især én kamp fanger vores opmærksomhed.
Herunder får du tips til, hvordan du sætter dit optimale hold til femte runde, der sparkes i gang lørdag eftermiddag.
Målmanden
Det er helt fair at sige, at Fulham ikke har haft den bedste start på sæsonen, og det vidner ti indkasserede mål i fire kampe også om, men alligevel er Bernd Leno det bedste valg i målet til den kommende runde, for her kommer Luton på besøg. Oprykkeren har næstlavest xG indtil videre, og selvom Fulham har det højeste xG imod, tror jeg på, at tyske Leno holder nullet mod en nem modstander.
Forsvaret
Aston Villa har lukket lige lovlig mange mål indtil videre i sæsonen, men Crystal Palace er en af de dårligste hold til at skabe chancer, og derfor er Lucas Digne interessant, fordi han også tilbyder et offensivt output. Det samme gør Serge Aurier, som allerede har noteret sig for to assists, og Nottingham Forest skal på hjemmebane op mod Burnley, der er dårligst af alle klubber i henhold til xG indtil videre. Den sidste spiller i forsvaret er en, der har startet sæsonen forrygende og allerede nettet to gange. Cristian Romero har stor appel i hjemmekampen mod Sheffield United.
Midtbanen
På midtbanen fortsætter jeg med at kigge på Tottenham-spillere, for den billige Yves Bissouma er interessant. Han har været en af sæsonens bedste spillere indtil nu, og han har tilføjet mål og assists til sit spil. Endnu mere attraktiv er James Maddison, som står for alle dødbolde hos Tottenham, hvor han er blevet det offensive omdrejningspunkt. Han kan næsten endda overvejes som anfører. Nyindkøbte Jérémy Doku ligner en starter hos Manchester City grundet skaderne til Kevin De Bruyne og Jack Grealish, og til prisen gør det ham interessant trods udekampen mod West Ham. Sidste mand på midtbanen er en af sæsonens oplevelser i form af Dominik Szoboszlai, som har et offensivt udgangspunkt på midtbanen og senest brillerede for det ungarske landshold med et storslået frisparksmål. Han har form og selvtillid.
Angrebet
Indtil videre i denne sæson har Julian Alvarez været fast mand for Manchester City, og han har leveret med to mål og en assist. Det er lovende, og det gør ham interessant til udekampen mod West Ham. Formstærk er Taiwo Awoniyi i den grad også, for han er noteret for tre mål og en assist indtil videre for Nottingham Forest, og han er et rigtig godt valg til hjemmekampen mod Burnley. Det blev til et hattrick i den seneste kamp for Heung-Min Son, og han har desuden også været god til at skabe chancer for sine holdkammerater med 0,35 xA90 i sæsonen. Han er også et godt bud som anfører.
TOPHISTORIER LIGE NU