Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Hemmelige møder: Pochettino forhandler om trænersædet på Old Trafford

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
14.01.2020 Kl. 13:46
The Red Devils forhandler angiveligt med den tidligere Tottenham-træner via en mellemmand, men Mauricio Pochettino har visse krav til klubben, hvis han skal overtage den.

Ole's at the wheel, men måske ikke meget længere end frem til sommer. Talksport-journalisten Phil Brown påstår nemlig, at Manchester United har holdt skjulte forhandlinger med Mauricio Pochettino.

– Jeg er blevet fortalt, at Manchester United har forhandlet med Pochettino i flere uger nu, siger Phil Brown i Beyond The Pitch-podcasten.

– Han ønsker ikke at overtage trænerjobbet før til sommer, og han ønsker det slet ikke, medmindre visse krav bliver mødt.  Det er min information fra en kilde, som jeg stoler 100 procent på, da han har givet mig informationer tidligere, som har været spot on.

Mauricio Pochettino har i en årrække været rygtet til Old Trafford, og han var også længe udråbt som mediernes favorit til at overtage trænerstillingen permanent, da José Mourinho blev fyret i december forrige år.

Skæbnens ironi ville, at Mourinho afløste Pochettino i slutningen af november sidste år.  Da genopstod spekulationerne om Pochettinos mulige skifte til Manchester United, da klubben nu ikke længere skulle forhandle med Tottenham om en kompensation.

Udadtil har Ole Gunnar Solskjær dog intet at frygte.  Forlydender fra Manchester United-ledelsen har hele tiden heddet, at man har gang i en genopbygningsproces med nordmanden i spidsen.

Men det er ikke urealistisk at tænke, at der er grænser for, hvor længe klubben kan acceptere at slutte udenfor top fire-placeringerne og misse Champions League.

Det kunne snildt blive sådan, denne sæson ender for The Red Devils, og derfor er det måske ikke helt sort snak, at klubben muligvis forhandler med Pochettino i kulisserne.

– De har forhandlet i en række uger nu, men sker det, bliver det med størst sandsynlighed først, når sæsonen er ovre, siger Brown.

– Pochettino har ingen agent, og Ed Woodward kan ikke blive set med Pochettino i offentligheden, så lige nu foregår forhandlingerne via en mellemmand, som jeg ikke må nævne navnet på.

Den tidligere Tottenham-træner skulle dog have stillet visse krav til Manchester United, som skal opfyldes, før han er klar til at skrive under på en kontrakt. Spørgsmålet er, om Ed Woodward, klubbens vicebestyrelsesformand, der står for den daglige drift, vil acceptere dem.

– Pochettino forlanger en sportsdirektør, og han ønsker en garanti på, at det ikke kan være Ed Woodward. Derudover ønsker han også fuld frihed over førsteholdet og bestemmelse over, hvem der bliver solgt, siger Brown.

– Han ønsker, at Ed Woodward træder til side fra alt, der har med fodbolddelen af klubben at gøre, ligesom han ønsker midler til at lave spillerkøb.

 

Annonce