Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Havde Mourinho luret Citys formodede snyd? - måske

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
07.11.2018 Kl. 10:28
Mourinho var ikke meget for at udtale sig om beskyldningerne mod Manchester Citys finansielle snyd, men United-træneren refererede til tidligere udtalelser.

Det kommer umiddelbart ikke bag på José Mourinho, at Manchester City er havnet i et stormvejr efter beskyldningerne om, at The Cityzens angiveligt har brudt Financial Fair Play-reglerne.

Tyske Der Spiegel har i de forgangne dage udgivet adskillige historier om, hvordan de nuværende engelske mestre angiveligt har brugt forskellige ufine metoder til at undgå at blive straffet for at have brudt Financial Fair Play-reguleringerne samt snydt med regnskaberne, så klubbens omkostninger så mindre ud, end de reelt er.

Tirsdag blev Mourinho så spurgt om sin holdning til beskyldningerne mod City under pressemødet forud for Champions League-kampen mod Juventus.

– Stormen foregår udenfor, og det regner meget. Men vi føler os hjemme, lød det kryptiske svar, som Mourinho dog blev tvunget til at uddybe.

– Jeg har tænkt over situationen for en række år siden, men jeg holder tankerne for mig selv.

Det sidste citat kunne meget vel være en reference til de udtalelser, som Mourinho kom med til adskillige engelske aviser i sommeren 2017.

– Financial Fair-Play-autoriteterne har et stort arbejde at udrette. Et virkeligt stort arbejde at udrette, for der bliver brugt nogle skjulte strategier, men jeg bliver nødt til at tro på, at Financial Fair Play-autoriteterne kommer til at udføre det hårde arbejde, sagde Mourinho dengang.

Noget kunne altså godt tyde på, at José Mourinho som minimum havde en mistanke om, at lokalrivalerne fra Manchester City brugte forskellige ufine greb til at omgå Finacial Fair Play-reglerne.

Ifølge Der Spiegel skulle Manchester City blandt andet have oprettet kunstige sponsorater med Abu Dhabi-baserede virksomheder, der i realiteten blot blev brugt til at overføre Manchester City-ejerens, Sheikh Mansours, egne penge til klubben.

Dernæst skulle Manchester City også have fusket med billedrettighederne på billeder af klubbens spillere, så udgifterne ikke kom til at fremgå på klubbens budget.   

Annonce