Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Hattrick og dommedagshug: Wolves storsejrede i Europa League

Af Morten Bruun Jørgensen
20.02.2020 Kl. 21:53
Med en sejr på Molineux sikrede Wolves sig et godt udgangspunkt inden returkampen mod Espanyol i Europa League.

Favoritværdigheden var ikke til at tage fejl af, og Wolves levede til fulde op til den hjemme mod Espanyol. 

Allerede efter et kvarters spil kunne Diogo Jota bringe Premier League-klubben foran, da han sparkede bolden i mål efter et hjørnespark, som Raul Jiménez havde forlænget ved nærmeste stolpe. 

Selvom det spanske mandskab bed fra sig, var det Ruben Neves, der kunne score til 2-0 kort inde i anden halvleg. Portugiseren tæmmede bolden med brystet på kanten af feltet, hvorefter han helflugtede bolden i mål til stor jubel for hjemmeholdets fans. 

Efter 68 minutter blev det også til 3-0, da Diogo Jota afsluttede et flot angreb med at hamre bolden op i det nærmeste målhjørne fra nogle meters afstand. 

Portugiseren var i strålende spilhumør, og med ni minutter tilbage af kampen fik han scoret sit tredje mål, idet han sparkede bolden fladt i mål fra kanten af feltet. Kort efter kunne han lade sig udskifte til stor hyldest efter sit hattrick. 

Wolves formåede at holde 4-0-føringen og står nu med det ene ben i 1/8-finalen. 

Der er returkamp om en uge i Barcelona. 

Annonce