Harry Kane forventes at slå tre rekorder mod Serbien
EM-slutrunden begyndte fredag aften, da Tyskland bankede Skotland med 5-1. Skotternes naboer mod syd, England, er naturligvis også med ved slutrunden, og de råder over en stor stjerne i form af Harry Kane.
England begynder slutrunden for sit eget vedkommende med en kamp mod Serbien på Arena auf Schalke søndag aften.
Englænderne går ind til slutrunden som forhåndsfavoritter, og Gareth Southgates mandskab håber således at kunne gøre det en my bedre end ved sidste slutrunde i 2021, hvor man tabte til Italien i finalen efter en straffesparkskonkurrence.
Harry Kane træder – efter alt at dømme – ind på banen i Gelsenkirchen søndag aften, og i den forbindelse ventes han at slå tre rekorder.
Den første rekord drejer sig om flest kampe for England ved en EM-slutrunde. Her ligger han i øjeblikket lige med Gary Neville på 11 kampe. Kampen mod Serbien bliver Bayern-stjernens 12. af slagsen.
Kampen mod Serbien vil ligeledes blive kamp nummer 23 for Harry Kane ved en stor international slutrunde, og det betyder, at han også her sætter sig på tronen. I øjeblikket deler han samme antal kampe med Ashley Cole og Raheem Sterling.
Slutteligt vil Kane slå rekord som værende den spiller, der har været anfører for England ved flest slutrunder, nemlig fire. Dermed overgår han Steven Gerrard, David Beckham, Bobby Moore, Bryan Robson og Billy Wright, skriver SportsMole.
Kane har tidligere haft hvervet i forbindelse med VM i 2018, EM i 2021 og VM i 2022.
Roy Keane spår desuden store vanskeligheder for England, hvis man benytter Liverpool-stjerne i en særlig rolle til de store kampe.