Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Hareide nedgjorde Huddersfield med Zanka-kommentar: Han har undskyldt

Af Kalle Thue Gregersen
18.10.2018 Kl. 19:05
Åge Hareide kom til at sige, at Mathias 'Zanka' Jørgensen har evnerne til at spille for en større Premier League-klub. Den kommentar blev ikke taget godt i mod i Huddersfield, og den danske landstræner har nu undskyldt.

Mathias 'Zanka' Jørgensen har udviklet sig til at være en bundsolid midterforsvarer i Premier League. Den tidligere FCK-spiller spillede samtlige kampe i Premier League i sidste sæson, og danskeren har blot misset en ligakamp i den igangværende sæson. 

De gode præstationer i Huddersfield har også gavnet Zanka på det danske landshold. Den 28-årige stopper har nemlig erobret pladsen ved siden af landsholdsanføreren Simon Kjær på det danske landshold, og Zanka fik senest 90 minutter i Danmarks Nations League-opgør mod Irland, der endte 0-0. 

Zanka har selv givet udtryk for, at han sigter mod en større klub, og den udmeldning støttede Åge Hareide ham i. Det hujede dog ikke Huddersfield-lejren, som dog har modtaget en undskyldning fra den danske landstræner.

– Jeg var ærligt talt meget skuffet og måske også lidt sur, da jeg læste udtalelsen. Vi ved alle, at han (Hareide, red.) ikke burde tale om det. Han har talt med vores sportsdirektør, og han har også ringet til mig og undskyldt, sagde Wagner ifølge Sky Sports.

– Det var ikke hans intention, og han ved, at det ikke er hans job, lige såvel som det ikke er mit job at udtale mig om Danmarks kvalitet i forhold til andre nationer. 

– Jeg synes ikke, at han skal udtale sig om størrelsen på vores klub. Men som jeg har sagt, så har han undskyldt, og det betyder, at det er godt igen, og vi er klar til at komme videre. 

 

Annonce