Hård bedømmelse af Anfield: En fesen kulisse
Liverpool spillede onsdag aften sin første Champions League-kamp på Anfield med Arne Slot som manager.
Kampen gik som ønsket for de rødblusede, der vandt 2-0 over italienske Bologna.
Men selvom det var den nye managers første hjemmekamp i den fineste klubturnering var stemningen ikke en, der væltede den erfarne Viaplay-kommentator Niels Christian Frederiksen ned af stolen.
Læs også: Liverpool overrasker Mølby
Tværtimod.
– Det var en skuffende oplevelse. Det handler ikke så meget om Arne Slot, men det handler mere om kulissen. Det var sådan en rutinepræget kulisse, kan man sige. De har haft nogle problemer i den her sæson, Liverpool, generelt på Anfield, med at få stemningen der op, hvor de gerne vil have den.
– Det var bare sådan en kamp, hvor man kommer og ser kampen, og regner med, at Liverpool vinder sikkert, hvad de jo så også gjorde. Men stemningen har jeg ikke oplevet dårligere tror jeg, på Anfield. De kom også meget sent, det plejer de heller ikke at gøre, så det var sådan en fesen kulisse i forhold til, at det var Arne Slots første kamp i Champions League, siger Niels Christian Frederiksen blandt andet til Viaplay.
Liverpools Mohamed Salah skrev sig ellers ind i historiebøgerne i mødet med Bologna.
Liverpool skal i weekenden i kamp i Premier League.
Denne gang er det dog ikke Anfield, holdet skal spille på. De skal i stedet til London, hvor Crystal Palace venter.