Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Hård dom over Özil: Det er hans egen skyld

Af Asbjørn Sigsgaard
27.10.2020 Kl. 13:52
Mesut Özil er helt ude i kulden i Arsenal, og den forhenværende klub-profil Lauren mener, at tyskeren kun har sig selv at takke for situationen

Med en ugeløn på 350.000£ er Mesut Özil den højest lønnede spiller i Arsenals historie, men det har ikke afholdt manager Mikel Arteta fra at udelade ham af både Europa League- og Premier League-truppen.

Derfor kan den 32-årige playmaker, der har kontraktudløb til sommer, se frem til et halvår uden topfodbold i benene, og det er usikkert om han nogensinde trækker Arsenal-trøjen over hovedet igen. 

Selvom det er en trist situation, så mener den tidligere Gunners-profil Lauren, at Özil er skyld i sit eget rod. 

– Først og fremmest er det spillerens skyld. Jeg mener, at hvis man er en topspiller og har kvaliteten, men ikke spiller hver uge, så er det ens egen skyld, udtaler han ifølge Sky Sports.

– Selvfølgelig skal alle i klubben gøre deres bedste for at holde spilleren glad, så han kan være på holdet og spille hver weekend. Men faktum er, at først med (Unai) Emery og nu med Arteta, har han ikke været stabil nok. Jeg tror mere, at det her handler om spilleren end om klubben.

– Det er min holdning. For hvis du har kvaliteten, hvis du er en topspiller, og du er 100% fokuseret på holdet, så vil de bruge dig. De har ikke andet valg, tilføjer Lauren, der selv spillede i Arsenal mellem 2000-2007.

Mesut Özil har været i Arsenal siden 2013 og har spillet 254 kampe for klubben med 44 mål og 77 assists til følge.

Annonce