Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Gunners eller ‘goners’: Sådan går Arsenal videre i Europa League

Af Michael Christiansen
12.12.2019 Kl. 10:57
Arsenal kan selv afgøre sagerne i torsdagens vigtige opgør mod Standard Liege.

“Should I stay or should I go?”

Sådan sang London-bandet The Clash engang, og torsdag aften er spørgsmålet ikke helt uaktuelt for et andet foretagende fra London – Arsenal.

Her finder et ‘Europa League Clash’ nemlig sted, når the Gunners brager sammen med Standard Liege i en duel om en billet videre fra gruppe F.

The Gunners har dog gode muligheder for at kvalificere sig til knockout-kampene i Europa League.

Freddie Ljungbergs hold er godt nok på udebane mod Standard Liege, men blot en uafgjort er nok til at gå videre, da det belgiske hold er tre point efter Arsenal inden kampen. En sejr er selvsagt også lig avancement.

Taber Arsenal, må det ikke være med flere end fire mål, da det engelske hold vandt 4-0 over Standard Liege i det omvendte opgør.

Arsenal kan dog også tåle at tabe, så længe Eintracht Frankfurt, der står på ni point på puljens andenplads, ikke vinder i deres hjemmekamp mod Vitoria de Guimaraes fra Portugal. Spiller tyskerne uafgjort, vil de have 10 point, men Arsenal er bedre indbyrdes.

Vi kan endog ende med en situation, hvor alle tre hold har 10 point, men da vil Arsenal altså være bedre på indbyrdes målscore end Frankfurt og også end Standard Liege, med mindre aftenens opgør ender med en femmålssejr eller mere til belgierne.

Vitoria de Guimaraes i bunden har ikke noget at spille for.

Arsenal skal kort sagt bare vinde eller spille uafgjort, så er den med sikkerhed hjemme.
 

Annonce