Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Guardiola: Vi har ikke samme våben som konkurrenterne

Af Redaktionen
25.09.2021 Kl. 06:38
Pep Guardiola lægger ikke skjul på, at Manchester City har brug for en ny angriber.

Det lykkedes ikke for Manchester City at få fingrene i Harry Kane i sommerens transfervindue trods et ihærdigt forsøg, og derudover missede klubben også Cristiano Ronaldo, der som bekendt tog til rivalen Manchester United.

Dermed fik sidste sæsons mesterhold ikke erstattet Sergio Agüero, og Pep Guardiola lægger ikke skjul på, at det er en udfordring.

– Vi har ikke en spiller, der kan score 25 ligamål, så vi må gøre det som et hold. Det er det, vi vil forsøge denne sæson, sagde Guardiola fredag på et pressemøde ifølge Goal.

– Vi har ikke det våben, andre hold som Chelsea, United, Tottenham eller andre hold har, så vi må bruge, hvad vi kan som hold.

Selvom Manchester City i sidste sæson heller ikke var afhængig af, at en angriber lavede en ordentlig mængde mål, betyder en angriber med mål i støvlerne meget for Guardiola.

– Jeg har altid haft en angriber i min karriere – ligesom målmænd er angriberne de største specialister.

Derfor siger Guardiola også, at Manchester City vil fortsætte med at jagte en angriber.

– Vi ønsker det som klub, og jeg tror, at klubben ved, at vi har brug for en angriber over de næste år.

I eftermiddag skal Manchester City forsøge at få revanche efter tre nederlag på stribe mod Chelsea, når turen går til Stamford Bridge for at møde Thomas Tuchels tropper.

Annonce