Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Guardiola undrer sig over Mendy: Hvad fanden laver han der?

Af Morten Bruun Jørgensen
08.02.2019 Kl. 14:40
Pep Guardiola blev forholdt til Benjamin Mendys opholdssted, og så blev Manchester City-manageren noget overrasket, men det hele var en storm i et glas vand.

Benjamin Mendy har efterhånden raget et noget blakket ry til sig, og han regnes nærmest mere som en stjerne på de sociale medier end som en fodboldstjerne.

Franskmanden, der sidste sommer var med til at vinde VM, har blot spillet 12 kampe for Manchester City denne sæson på grund af skader, og i øjeblikket er han også utilgængelig for Pep Guardiola.

Tidligere i dag opstod der dog undren over, hvor i verden forsvarsspilleren befinder sig lige nu. Han havde fået lov til at rejse til Paris af Manchester City, men tilsyneladende opholdt han sig i Hongkong.

På sin Instagram-profil slog Benjamin Mendy en video op med en taxachauffør og en tekst, hvor der stod, at han var i Bangkoks lufthavn. Det blev Pep Guardiola spurgt ind til på et pressemøde, hvor spanieren først udbrød.

– Hvad fanden laver han der?, spurgte spanieren ifølge Sam Lee, som er Goal-journalist.

Herefter blev der grinet lidt i lokalet, mens Pep Guardiola gav et nyt svar på spørgsmålet om Benjamin Mendys opholdssted.

– Wow, det vidste jeg ikke. Han sagde, at han skulle til Paris, men Hongkong er langt væk. Jeg er nødt til at downloade Instagram. Det vil uden tvivl ikke være okay, hvis han er i Hongkong, sagde Pep Guardiola.

Straks opstod der snak om Benjamin Mendy på de sociale medier, men franskmanden var hurtig til at benægte, at han rent faktisk befinder sig i Hongkong på nuværende tidspunkt.

– Det var bare en joke med min Uber-chauffør. Jeg ønsker ikke nogen problemer, Pep, skrev Benjamin Mendy på Twitter.

I sidste ende viser det sig formentlig, at Benjamin Mendy ikke har gjort noget, han ikke må, men franskmandens ageren på de sociale medier har endnu engang skabt opmærksomhed på alt andet end hans spil på banen.

Annonce