Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Guardiola forklarer Citys transferpolitik: Vi kan ikke bruge flere penge

Af Morten Bruun Jørgensen
14.01.2019 Kl. 11:17
Pep Guardiola giver en forklaring på, hvorfor Manchester City ikke kan bruge uanede mængder af penge, og blandt andet udelukker han at bruge £100 millioner på en defensiv midtbanespiller.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Pep Guardiola gerne ser Manchester City hente en ny defensiv midtbanespiller, men den spanske manager har ikke lagt skjul på, at det ikke kommer til at ske for enhver pris.

Tidligere er Manchester City blevet sat i forbindelse med Ruben Neves fra Wolverhampton, og her sagde rygterne, at det ville kræve et bud på £100 millioner – svarende til 836 millioner kroner – at købe portugiseren fri af sin kontrakt. Et beløb i den størrelsesorden er alt for meget.

– For en måned siden læste jeg om Ruben Neves til £100 millioner. Det kommer ikke til at ske. Vi kommer ikke til at betale £100 millioner for en defensiv midtbanespiller, fortæller Pep Guardiola ifølge Sky Sports.

I øjeblikket er Manchester Citys dyreste indkøb nogensinde Riyad Mahrez. Sidste sommer betalte the Citizens £60 millioner for den algierske kantspiller, som skiftede fra Leicester. For et år siden var det franske Aymeric Laporte, som slog transferrekord, da han blev hentet for £57 millioner i Athletic Bilbao, og den slags handler har Manchester City ikke råd til hver sæson.

– Vores lønninger er de ottende, niende eller tiende højeste i Europa, så der er otte eller ni klubber, hvor lønningerne er højere end i Manchester City. Vi forsøger at være stabile. Vi brugte mange penge sidste sæson og for to sæsoner siden, men det var, som jeg har sagt mange gange før, fordi vi havde et gammelt hold med spillere på 30 og 31 år.

– Det er derfor, at vi ikke kan gøre det hver sæson. Jeg er i kontakt med direktøren, og vi har en grænse. Vi kan ikke bruge flere penge. Vi skal derfor være påpasselige og se på de spillere, som kan blive bedre i næste sæson, siger den spanske manager.

Annonce