Gravesen til Thomas Frank: Hent denne danske stjerne
Thomas Gravesen er ganske klar i mælet, når det handler om, hvem Thomas Frank skal forsøge at hente til Tottenham denne sommer.
Det er kun få dage siden, at den danske træner blev præsenteret som ny mand i spidsen for Tottenham, men transferrygterne er allerede i fuld gang.
Der er således meldinger om, at Tottenham vil forsøge at få fingrene i Bryan Mbeumo fra Brentford, men også at klubben har fået en aftale på plads med Bayern München og køber Mathys Tel.
Det er dog en helt tredje spiller, som Thomas Frank ifølge Thomas Gravesen skal forsøge at hente til klubben i løbet af sommerens transfervindue.
Til Viaplay sætter den bramfrie vejlenser ord på, at Sporting-spilleren Morten Hjulmand vil være en god mand at få til Tottenham.
– Der er slet ingen tvivl om, at han skal til Premier League i en fart, og hvis han kan komme ind under Thomas Frank – jamen, hold da fast, siger Thomas Gravesen.
– Han er en anfører af kaliber. Nu har Frank jo spillet med Christian Nørgaard i lang tid, og Morten Hjulmand er en yngre og bedre udgave. Derfor synes jeg, at Morten Hjulmand skal være Thomas Franks første massive indkøb.
Der er nok bare lige én ting, som Thomas Gravesen ikke har taget højde for. Morten Hjulmand har nemlig en Arsenal-tatovering på skulderen.
Det er der en god forklaring på, som den danske landsholdsspiller tidligere har fortalt om.
Jeg havde en fantastisk barndom. Det var altid mit valg og drøm om at spille fodbold, siger Morten Hjulmand i et interview på klubbens Youtube-kanal.
– Da jeg startede med at se fodbold havde Arsenal et fantastisk hold. Patrick Vieira var anfører og spillede på midtbanen.
– Han var og er en inspiration for mig. Henry var også en utrolig spiller at se. Der var mange spillere med en stor personlighed i Arsenal, men især de to.
– Min far var Arsenal-fan, og vi startede med at se kampene, da vi var yngre, fortæller midtbanespilleren.