Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Glem det, Real: Eriksen-kommentarer peger i retning af ny Spurs-kontrakt

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
09.01.2019 Kl. 13:06
Den danske stjerne har ikke modtaget et reelt tilbud fra Real Madrid og indikerer, at forhandlingerne med Tottenham skrider positivt frem.

Christian Eriksen har blot 18 måneder tilbage af sin nuværende kontrakt med Tottenham, hvilket har fået rygtebørsen til at gå i selvsving med forlydender om, at den danske stjerne skulle være på vej til Real Madrid.

Tidligere onsdag skrev adskillige spanske medier, at Spurs havde sat et prisskilt på £225 millioner på danskeren,  men efter alt at dømme er det hele noget vrøvl.

Eriksen fortæller nemlig selv, at han ikke har modtaget et konkret tilbud fra Real Madrid. I stedet lægger danskeren op til, at forhandlingerne om en ny Tottenham-kontrakt skrider positivt frem.

– Jeg tror godt, at folk ved, hvad jeg ønsker, og jeg ved, hvad Tottenham ønsker, og i øjeblikket har vi en god dialog, så der er ikke noget at komme efter, sagde danskeren til TV3 efter tirsdagens Carabao Cup-sejr over Chelsea.

I samme ombæring siger danskeren, at han ikke gider at kommentere på Real Madrid-rygterne, før der faktisk er et reelt tilbud at forholde sig til.

– Det er ikke første gang, at der har været rygter, og når aviserne skriver noget, er det ikke noget, vi kan styre.  Er der ikke noget konkret at forholde sig til, så kommenterer jeg jo blot rygter,  siger danskeren.

– Jeg tænker ikke over min fremtid.  Jeg fokuserer på at spille fodbold.

Annonce