Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Gigantisk prisfald: United kan købe Håland for kun 150 mio. kroner til januar

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
05.12.2019 Kl. 11:22
Sport Bild erfarer, at Erling Håland har en frikøbsklausul på kun €20 millioner denne januar.

Sport Bild bringer i dag en rigtig, rigtig god nyhed for Manchester United og de andre Premier League-mandskaber, der har et godt øje til teenagesensationen Erling Håland.

Det tyske medie erfarer nemlig, at den norske målmaskine har en frikøbsklausul på kun €20 millioner til januar –  hvilket svarer til 150 millioner kroner.

Det er selvfølgelig en slat penge, men det er markant mindre end de beløb, som rygtebørsen tidligere har klistret på den 19-årige RB Salzburg-angriber.

Priser på €60 millioner, €80 millioner og sågar €100 millioner er førhen blevet nævnt, så er Sport Bilds informationer korrekte, er der virkeligt et scoop at lave denne januar.  Særligt fordi det fremstår som om, frikøbsklausulen på €20 millioner kun er gyldig denne januar.

150 millioner kroner lyder i hvert fald ikke længere som noget kæmpemæssigt gamble for Manchester United eller en anden købeklub, når man tænker på, at Erling Håland er Champions League-topscorer og har lavet 27 mål i 20 kampe denne sæson.

Hidtil har det særligt været The Red Devils, som er blevet sat mest i forbindelse med den norske angriber.  Ole Gunnar Solskjær har tidligere stået i spidsen for Håland i Molde, og Familien Håland skulle have være på besøg for at se Manchester Uniteds træningskompleks.

Flere pålidelige engelske medier skriver også, at Håland er et transfermål for The Red Devils, og internt i klubben skulle man være overbeviste om, at han ender med at skifte til Old Trafford – måske til langt færre penge end først antaget.

 

Annonce