Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Gennemgang kamp for kamp: På dette tidspunkt vinder Liverpool mesterskabet

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
22.01.2020 Kl. 08:52
Vi kommer her med vores bud på, hvornår The Reds vil kunne kalde sig mestre.

Liverpool mangler 30 points fra sine resterende 16 kampe, før de med sikkerhed kan krones vindere af Premier League-titlen for første gang i klubbens historie.

Klubben kan nøjes med mindre, hvis de nærmeste forfølgere fra Leicester og Manchester City fortsætter med selv at tabe points.

Vi kommer her med en forsigtigt bud på, hvornår The Reds vil kunne løfte trofæet.  Hidtil har Liverpool vundet samtlige sine Premier League-kampe med undtagelse af 1-1 opgøret på Old Trafford i oktober.

Der er altså en god chance for, at Liverpool bare smadrer videre og vinder sine næste 10 kampe.  Dette er dog et konservativt skøn, så det kan sagtens ske tidligere end heri.

Wolverhampton på udebane: 23. januar – i morgen –  uafgjort

Wolves har etableret sig som et stærkt hold, der altid plejer at volde de traditionelle Big Six-klubber problemer.

De var heller ikke langt fra at tage points fra Liverpool på Anfield, og i aften har de hjemmebane-fordelen.

Antal points Liverpool mangler for at vinde mesterskabet efter denne kamp: 29

West Ham på udebane: 29. januar –  sejr

David Moyes har en miserabel rekord mod de store klubber, og selvom han har stabiliseret West Ham, så burde Liverpool gå fra banen med en sikker sejr.

Antal points Liverpool mangler for at vinde mesterskabet efter denne kamp: 26

Southampton på Anfield: 1. februar –  sejr

The Saints er inde i en ekstremt god formstime, og tidligere Liverpool-angriber Danny Ings hamrer bolde ind.

Men det er Anfield, vi taler om her.  Stedet, hvor Liverpool ikke har tabt en kamp i 1.000 dage.

Antal points Liverpool mangler for at vinde mesterskabet efter denne kamp: 23

Norwich på udebane:  15. februar –  sejr

The Canaries er et sympatisk hold, men de kan ikke forsvare, om det så betød liv eller død.

Norwich ligner en sikker nedrykker, og de kan ikke spille 90 minutter mod Liverpool uden at lukke mange mål ind.

Antal points Liverpool mangler for at vinde mesterskabet efter denne kamp: 20

West Ham på Anfield: 24. februar –  sejr

Når man først har sagt A, må man også sige B.  Så slår Liverpool West Ham på udebane, så slår The Reds i hvert fald også The Hammers på hjemmebane.

Antal points Liverpool mangler for at vinde mesterskabet efter denne kamp: 17

Watford på udebane: 29. februar – uafgjort

På papiret ligner dette en sejr til Liverpool, men dette er som sagt et konservativt skøn, og Nigel Pearson har i den grad fået rusket op i Watford-truppen.

Watford ligner slet, slet ikke nogen nedrykningskandidat længere.

Antal points Liverpool mangler for at vinde mesterskabet efter denne kamp: 16

Bournemouth på Anfield: 7. marts – sejr

The Cherries ligger noget overraskende under nedrykningsstregen, og klubben har aldrig før vundet på Anfield.

Det gør de heller ikke i denne omgang, lyder vores bud i hvert fald.  Relativt nem sejr til Liverpool.

Antal points Liverpool mangler for at vinde mesterskabet efter denne kamp: 13

Everton på udebane: 14. marts – sejr

Nu er det godt nok et konservativt skøn, og på papiret burde et Merseyside Derby på Goodison Park være lig med et kryds.

Men Everton har for vane at skuffe i disse kampe og underpræstere helt vildt, selvom Carlo Ancelotti ser ud til at have fået dem på rette kurs.

Det virker som om, Everton har seriøse mindreværdskomplekser i disse kampe, og det satser vi også på, at de gør her.

Antal points Liverpool mangler for at vinde mesterskabet efter denne kamp: 10

Crystal Palace på Anfield: 21. marts – sejr

Havde det været på udebane, havde vi gættet på et uafgjort resultat, men vi tror på Liverpool-sejr, selvom Crystal Palace er lidt et bogey-team for The Reds.

Antal points Liverpool mangler for at vinde mesterskabet efter denne kamp: 7

Manchester City på udebane: 4. april – nederlag

Hvis alle de ovenstående resultater går efter planen, så er dette kampen, hvor Liverpool kan overgå Arsenals Invincibles med antallet af ubesejrede kampe i træk.

Men det tror vi ikke, de gør.  Manchester City kan måske ikke kæmpe med om mesterskabet længere, men mon ikke, de gerne vil sende et signal og ruinere The Reds' chance for at gå ubesejret gennem sæsonen?

Hvis ikke City møder op topmotiveret her, er der noget helt galt.

Antal points Liverpool mangler for at vinde mesterskabet efter denne kamp: 7

Aston Villa på Anfield: 11. april – sejr

The Villans ligger og kæmper med nedrykningsstregen og er måske desperate efter en sejr på dette tidspunkt af sæsonen.

Men nogle gange må man bare overgive sig til overmagten, og meget lidt tyder i skrivende stund på, at Villa kan overleve Liverpool.

Antal points Liverpool mangler for at vinde mesterskabet efter denne kamp: 4

Brighton på udebane: 18. april – sejr

The Seagulls burde overleve relativt sikkert denne sæson, selvom de formmæssigt er inde i en dårlig periode lige nu.

Men Brighton plejer gerne at ville spille fodbold, og når man byder op til dans, er det oftest der, Liverpool straffer dig.

I øvrigt er The Seagulls måske allerede sikret overlevelse på dette tidspunkt.

Antal points Liverpool mangler for at vinde mesterskabet efter denne kamp: 1

Burnley på Anfield: 25. april – sejr

Burnley har ikke vundet på Anfield siden 1974, og det gør de heller ikke i år.  Blev opgøret spillet på Turf Moor, ville det være en anden sag.

Men dette er kampen, hvor Liverpool ifølge vores prognose sikrer sig mesterskabet.

Et tillykke er vel på sin plads til den tid.

Skulle det ikke være sket på dette tidspunkt, så har Liverpool endnu tre kampe mod først Arsenal, så Chelsea og til sidst Newcastle til at vinde titlen.

 

 

 

 

Annonce