Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Gabbiadini: Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke spiller

Af Mads Bye Marboe
07.10.2018 Kl. 10:39
Manolo Gabbiadini forstår ikke, hvorfor han ikke får mere spilletid i Southampton, end det er tilfældet.

Manolo Gabbiadini har blot fået 217 minutter for Southampton indtil videre i denne sæson, ligesom det er blevet til bare 748 minutter i løbet af de sidste 11 måneder.

Italieneren fik ellers en suveræn start på tilværelsen i Premier League-klubben, og Gabbiadini forstår heller ikke selv, hvorfor han ikke spiller mere.

– Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke spiller. Min situation ændrede sig, da Puel blev fyret, og Pellegrino tog over. Jeg kom tilbage fra Sverige-kampen, og jeg røg på bænken, fordi han – med sine egne ord – troede, at jeg var ked af det. Det var selvfølgelig undskyldninger, fortæller han til La Gazzetta dello Sport og tilføjer:

– Med Hughes ændrede situationen sig heller ikke. Jeg bedte aldrig om forklaringer, fordi jeg alligevel ikke ville have fået sandheden. Jeg bliver ved med at træne, og når der bliver brug for mig, er jeg klar – ligesom mod Swansea. Jeg kom ind og scorede et afgørende mål.

Angriberen erkender også, at den manglende spilletid kan komme til at påvirke hans muligheder på det italienske landshold.

– Alle reagerer på hver deres måde, og det er irriterende, at denne kamp (mod Sverige red.) skal være en del af historien, men det eneste, vi kan gøre, er at få landsholdet tilbage til, hvor det hører til. Jeg kan huske festen med mine venner i 2006. Næste gang vil jeg gerne fejre det på banen.

– Hvis jeg ikke bliver en del af truppen, vil jeg støtte holdet foran fjernsynet, for Azzurri-trøjen er det vigtigste. Jeg kender ikke Mancini, men projektet er spændende, og alt afhænger af, hvordan jeg spiller for Southampton. Hvis jeg spiller.

Gabbiadini har endnu ikke scoret i denne sæson.

Annonce