Fulgte et skørt råd fra sin psykiatiker: Da en fransk rebel erobrede England
Det er en meget speciel personlighed og fodboldspiller, der i dag runder 60 år.
Verdensklasse tekniker med et blændende overblik. Genial, gal, vild og excentrisk. Eric Cantona kaldte på alle følelser. Elsket af hjemmefans og hadet af tilskuere overalt på udebane. Frygtet og respekteret af modstandere. Upopulær blandt medspillere. En mand med ekstreme krav til omgivelserne og til sig selv, men også med voldsomme disciplinære problemer og et temperament der gav udslag i voldelig adfærd.
Cantona blev født i Marseille i en familie af blandet, sydeuropæisk herkomst. Oprindeligt ville han gerne være målmand, hvilket måske havde passet meget godt til hans iltre temperament, men han var for dygtig teknisk til at stå i buret, og blev i stedet forward/offensiv midtbanespiller.
I starten af 1980’erne fik han kontrakt i Auxerre, hvor han kom under vingerne på legendariske Guy Roux. Eric gennemgik en hastig udvikling og fik debut på det franske landshold i 1987, men – trods Rouxs kompetente coaching og mentoregenskaber – havde angriberen store problemer med at styre sig, når han blev provokeret eller udsat for hårdhændede tacklinger/frispark. Auxerre måtte forsøge at disciplinere det unge brushoved med et par udlejninger, men i 1988 fik Roux og klubben nok (efter en tre måneders karantæne for et overfald på en modspiller) og solgte ham til Olympique Marseille.
Psykologen gav et gyldent råd
Cocktailen med Cantona og Marseilles fanatiske fans var ganske sprængfarlig. Havnebyens fodboldfolk tog den uregerlige angriber til deres hjerter, og Eric førte sig frem med omtrent lige dele storspil og vildskab. Han havde en rank og oprejst stil på grønsværen, men den reflekterede på en måde hans stædige og ubøjelige sind. Han dyrkede kampsport for at få kontrol over sine voldsparathed, men havde en kedelig tendens til at benytte sine ”færdigheder” udi kung fu på fodboldbanen.
Internt i truppen var der ballade omkring ham, og en fraktion blandt spillerne forlangte ham fjernet. Marseille forsøgte sig med en udlejning til Montpelier, som Cantona førte til fransk pokaltriumf i 1990. Året efter gav træner og klubbestyrelse op, og solgte ham til Nîmes. Her fortsatte han med at jokke i store spinatbede af dårlig opførsel og arrogance. En psykiater gav ham dét råd at søge til England for at få karrieren rettet op, og undgå alle de langvarige karantæner der havde været en fast følgesvend i fransk fodbold. Det var egentlig et sært råd, for hvorfor skulle Cantonas mentalitet passe bedre i England? Hvorom alting er, så var det en genial idé.
Engelsk mester på rekordtid
Det blev Leeds United der samlede Cantona op. Yorkshireklubben betalte sølle 100000£ for den franske landsholdsforward i januar 1992. Det blev en fantastisk succes. Signingen var en af manager Howard Wilkinsons bedste tiltag i en lang og fornem karriere. Cantona tilførte Leeds noget ”swung” og klasse, og på en halv sæson gjorde franskmanden en væsentlig forskel i dét der skulle blive Leeds’ – indtil nu – sidste engelske mesterskab. Den arrogante og rodløse bandit fra Europas barskeste by var pludselig blevet helt på Elland Road.
Året derpå blev lidt af et antiklimaks. Cantona startede med et formidabelt hattrick i Charity Shield matchen mod Liverpool, men siden havde han og Leeds vanskeligt ved at finde takterne fra mesterskabssæsonen. Eric reagerede forudsigeligt på den sportslige modgang, og gik i en slags selvbestaltet strejke i protest imod managerens dispositioner. Det var naturligvis totalt uholdbart, og Leeds valgte, til supporternes store frustrationer, at sælge ham til ærkerivalerne Manchester United. Prisen var 10 gange så meget som Leeds havde købt Cantona for i Nîmes, men en million pund viste sig alligevel at blive en god investering for Alex Ferguson.
King Eric på Old Trafford
Ferguson formåede (i højere grad end Guy Roux og Howard Wilkinson) at få et optimalt udbytte af Cantonas fænomenale potentiale. På Old Trafford oplevede franskmanden fem sæsoner med bedre stabilitet og mere sportslig fremgang end nogensinde før. Problemfrit var det dog ingenlunde. Man husker naturligvis det helt vanvittige karateoverfald på en provokerende tilskuer i 1995. En hændelse der medførte en fængselsdom og langvarig karantæne. Cantona selv var ganske uforstående over for konsekvenserne af sin handling.
I Manchester United spillede Cantona på et hold af bedre medspillere end nogensinde tidligere i karrieren. Publikum elskede ham og gav ham tilnavnet ”King Eric”. United vandt 4 mesterskaber og FA Cup turneringen to gange. I 1994 scorede han 18 gange i ligaen, og samlet blev det til 82 mål i 185 kampe for Manchester – og et hav af assists. Han blev Årets Spiller i England to gange og nummer 3 i Ballon d’Or i 1993. Han takkede af i 1997 som engelsk mester.
Det franske landshold blev noget af en uforløst kærlighedsaffære. Frankrig missede to slutrunder i Cantonas æra, og 45 landskampe (20 mål) var egentlig langt i underkanten af det blændende potentiale. Han var med ved EM i 1992, hvor Danmark jo, som bekendt, satte en stopper for Les Bleus i gruppespillet.
Efter karrieren har Eric Cantona spillet beach fodbold, indspillet en række film og også forsøgt sig som entertainer med musiske udgivelser, hvor han reciterer og mumler sig igennem lyrikken.
