Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Fra Allianz til Emirates: Fyret Bayern-træner ønsker Arsenal-trænerjobbet

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
08.12.2019 Kl. 12:54
Niko Kovac har udtrykt interesse i at blive ny cheftræner for Arsenal, erfarer Goal.

Niko Kovac ønsker at blive ny Arsenal-træner, og han har tilkendegivet sin interesse over for klubbens ledelse, erfarer Goal denne søndag.

Den 48-årige kroat har været uden arbejde efter sin fyring som Bayern München-træner tilbage i november, men lørdag blev manageren og hans repræsentanter set overvære kampen mellem Everton og Chelsea på Goodison Park.

Everton er også uden en decideret cheftræner i øjeblikket, hvilket hurtigt satte gang i spekulationerne om, at Kovac er i billedet til at overtage The Toffees.

Det har Kovac dog selv taget distance fra ved at sige, at han kun er i England for at nyde en række kampe, mens han tager en pause fra fodbolden.

Det er måske den officielle forklaring, men Goal erfarer, at han faktisk er i England, fordi han har interesse i at blive udnævnt til ny Arsenal-træner.

Kroatens agenter skulle allerede have givet udtryk for, at Kovac gerne vil overtage trænersædet på The Emirates, og han ventes at overvære kampen mellem Arsenal og West Ham denne mandag.

Goal skriver yderligere, at Arsenal lige nu er i processen med at snakke med forskellige kandidater til det ledige trænersæde. Kovac skulle ikke ses som en spidskandidat på nuværende tidspunkt, men han er uden job og tilgængelig, hvilket er et plus i forhold til en række andre mulige managere.

Max Allegri og Mikel Arteta skulle være to andre navne, som Arsenal gerne vil forhandle med.  Den tidligere Juventus-træner har dog tilkendegivet, at han ikke ønsker at overtage et trænerjob før til sommer.

Arteta skulle dog være interesseret i at forhandle med Arsenal, men Manchester City vil nødigt miste Pep Guardiolas assistenttræner midtvejs i sæsonen.

Et andet spændende navn på ønskelisten er Mauricio Pochettino, der vender tilbage til London i den kommende uge. Goal skriver, at den tidligere Tottenham-træner er af interesse for Arsenal-ledelsen.

Pochettino har dog tidligere udtalt, at han aldrig ville stå i spidsen for Arsenal, men noget lignende har man hørt fra andre toptrænere, som efterfølgende har trukket i land –  senest José Mourinho, der i 2015 sagde, at han ikke ville kunne træne Tottenham.

 

Annonce