Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Fødderne skruet forkert på: Derfor ville Solskjær ikke signe Upamecano

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
19.02.2021 Kl. 09:57
ESPN skriver, at Ole Gunnar Solskjær havde en meget specifik grund til, at han ikke for alvor var grebet af tanken om at signe Dayot Upamecano.

Dayot Upamecano skifter officielt til Bayern München efter denne sæson, men allerede i månederne op til søndagens annoncering var der forlydender om, at Manchester United havde trukket sin interesse i den franske midterforsvarer.

Det skyldes ifølge ESPN, at Ole Gunnar Solskjær fortsat efterspørger en midterforsvarer, som er venstrebenet. Det skulle The Red Devils også have meddelt Upamecanos agenter, før den 22-årige Leipzig-profil besluttede sig for at skifte til Bayern.

Efter at have taget afsked med Marcos Rojo er Manchester United uden en venstrebenet midterforsvarer, selvom Solskjær skulle have ønsket sig en allerede før sommertransfervinduet.

Mod slutningen af sidste sæson var der optagelser af United-træneren, som tilsyneladende fortalte Nathan Aké fra Bournemouth, at Manchester United var på udkig efter en forsvarer født venstrebenet.

Aké endte i Manchester City, men Solskjærs præference har ifølge ESPN ikke ændret sig. Det er bare lidt spøjst, da størstedelen af de midterforsvarere, som lige nu rygtes til Old Trafford af forskellige andre medier, er overvejende højrebenede.

Raphael Varane, Jules Kounde, Ibrahima Konate er alle bedst med højre, mens Pau Torres og Tyrone Mings lever op til kriteriet om at være venstrebenet.

 

Annonce