Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Flugt fra United: Memphis Depay brugte data til at finde det perfekte match

Af Marcus Sørensen
30.05.2020 Kl. 10:44
Grundlæggeren af SciSports, Giels Brouwer, åbner op omkring, hvordan han hjalp Memphis Depay til at finde det perfekte match i form af en ny klub til hollænderen. Spillestil var vigtigere end penge, fortæller Brouwer.

Memphis Depay blev aldrig en succes i Manchester United, hvor han ikke formåede at spille sig til en fast plads på holdet.

I 2017 tog hollænderen konsekvensen, og forlod United til fordel for Lyon.

Det var dog langt fra tilfældigt, at valget faldt på netop Lyon. Depay var nemlig en del af, hvad der er kendt som den første såkaldte ’laptop transfer’, hvor en spillers kommende destination delvist bestemmes af data.

Stifter af firmaet SciSports, Giels Brouwer, der hjalp Depay til at finde sin nye klub, fortæller nu omkring, hvordan SciSports hjalp offensivspilleren til at finde en klub, der matchede hans ønsker.

– Memphis lavede den første laptop transfer ved at spørge os om råd med data, fortæller Brouwer ifølge Manchester Evening News.

– Memphis’ agent bad os besøge ham i Manchester, hvor han boede. Jeg tog derhen med to kollegaer, og vi så en Champions League-kamp i hans sofa. 

– Da vi snakkede om hans næste step i karrieren, var han meget åben omkring, hvad han ville have, og hvad han ikke ville have. Han ville spille ’mere frit’, han ville være ’vigtig for holdet’ og spille i en af de fem største ligaer under en træner, som havde en tydelig spillestil.

– Vi oversatte disse punkter til datasøgning. Vi kiggede for eksempel på hans spillestil i PSV og på det hollandske landshold og sammenlignede dette med hans spillestil i Man United. Vi noterede os, at han var involveret i langt flere defensive aktioner i United.

– I forhold til vigtighed på holdet, kiggede vi efter hold, som ikke havde deres stjernespiller på LW eller LCF (venstre kant eller venstre angriber, red.). Med spillestil kiggede vi på konsistens, fart i pasningsspillet og kontrafasen, brugen af kantspillerne samt højden på den defensive linje. En af hans pointer var, at spillestil og udvikling var vigtigere end penge.

– Til slut skrev vi en rapport med fem potentielle klubber, der ville passe til hans spillestil, og Lyon var en af dem. Selvfølgelig var det op til agenten og klubben at lave aftalen, da vores arbejde sluttede der.

Depay har i denne sæson lavet ni mål og to assists i 13 kampe.

Annonce