Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ferguson-yndling står til at lande direktør-rolle i United

Af Steffan Axelsen
13.05.2019 Kl. 19:05
Mange prominente navne har været i spil til at betræde rollen til Manchester Uniteds nyoprettede stilling som teknisk direktør. Nu mener Sky Sports at vide, at en tidligere Alex Ferguson-yndling står til at lande jobbet.

For at komme tilbage til fordums styrke skal der foretages mange ændringer i Manchester United. Særligt efter denne sæson, der endte med en skuffende 6. plads.

På de indre strukturelle linjer har klubbens bestyrelse i længere tid bebudet, at der skal ansættes en teknisk direktør, som skal agere bindeled mellem træner Ole Gunnar Solskjaer og bestyrelsen.

Sky Sports mener nu at vide, hvem der skal betræde rollen som teknisk direktør.

Det bliver ifølge mediet den tidligere Ferguson-yndling Darren Fletcher, som kommer til at kunne kalde sig teknisk direktør.

Faktisk skulle den 35-årige tidligere midtbanespiller allerede havde indledt forhandlinger og udvekslet ambitioner med Manchester Uniteds bestyrelse.

Det har længe været kendt, at De Røde Djævle gerne ville tilknytte en person, som i forvejen har et indgående kendskab til klubben og dens kultur. Derfor har navne som Edwin van der Saar og Rio Ferdinand også været i spil.

Såfremt Darren Fletcher lander jobbet, skal han dog ikke forvente at have store aktier i, hvem klubben køber og sælger af spillere. Det bliver stadig et foretagende mellem træneren og bestyrelsen.

Darren Fletcher har i denne sæson tørnet ud for Stoke City i Championship, men står her til sommer uden job.

Han forventes derfor at takke ja, såfremt han får tilbudt jobbet.

Også RB Leipzigs rekrutteringschef Paul Mitchell og Dan Ashworth, teknisk direktør i Brighton, har United-bestyrelsens opmærksomhed til den nyoprettede stilling.

Annonce