Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Fellaini risikerer straf efter at have hevet Guendouzi i håret

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
06.12.2018 Kl. 08:37
Marouane Fellaini slap ustraffet fra det ufine trick i kampens hede, men risikerer afstraffelse af FA.

Måske savner Marouane Fellaini sin gamle frisure og forsøgte at skaffe sig en luns af Matteo Guendouzis lokker –  hvem ved?

Den store belgier valgte i hvert fald at hive Arsenal-spilleren i håret i slutminutterne af gårsdagens topkamp, men dommer Andre Marriner kvitterede ikke med et kort eller en udvisning.

Alligevel risikerer Fellaini en straf på efterbevilling, skriver 101 Great Goals, for lignende forseelser er tidligere blevet straffet efterfølgende af det engelske fodboldforbund, FA.

I 2016 gik det nemlig delvist udover Fellaini selv, da Robert Huth i en kamp mellem Manchester United og Leicester valgte at hive belgieren i hans daværende afro-hårpragt.

Fellaini hævnede sig ved at plante sin albue i hovedet på Huth, og FAs respons var at tildele begge spillere tre spilledages karantæne som følge af optrinnet.

I 1996 blev der også hevet hårtjavser ud, da Arsenal-legenden Ian Wright hev i Sheffield Wednesday-spilleren Regi Blinkers dreadlocks. Wright blev ligeledes tildelt tre spilledages karantæne som straf.

Der er altså præcedens for, at FA straffer spillere for at hive modstanderen i håret, så der er gode chancer for, at hammeren falder over Fellaini snart. 

 

Annonce