Far til teenagekomet: Han vil spille i Premier League
Erling Håland er blot 19 år gammel. Alligevel har den norske teenager lavet hele 23 mål i 17 kampe for Salzburg i denne sæson.
I går fortsatte han målstimen, da han bragte Salzburg foran på et straffespark i 1-1 kampen mod Napoli. Dermed blev angriberen den første spiller nogensinde til at score i sine første fire Champions League-kampe. Intet mindre end imponerende!
Håland har det ikke fra fremmede. Hans far, Alf-Inge Håland, har nemlig en fortid i Nottingham Forest, Leeds og Manchester City.
Erling Håland er gennem sæsonen blevet sat i forbindelse med klubber som Manchester United, Arsenal og Liverpool, og nu bekræfter faren, at angriberen gerne vil til England i fremtiden.
– På et tidspunkt vil han gerne spille spille i Premier League. Hvornår det sker, ved jeg ikke, fortæller Alf-Inge Håland til TalkSPORT.
– Lige nu er han foran i forhold til, hvor vi troede han ville være. Han har gjort det godt, og han er vokset på den store scene, fortæller Håland.
Erling Håland blev født i Leeds i sommeren 2000. Han fik sin seniordebut i norske Bryne og spillede senere i Molde, inden Salzburg hentede ham.