Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Fabregas: Sådan fik Mourinho mig overbevist om at skifte til Chelsea

Af Emil Plovgaard
23.05.2020 Kl. 18:55
Cesc Fabregas brændte broer med sit skifte til Chelsea i 2014. Hør ham fortælle om tiden op til.

Cesc Fabregas var en elsket person på Emirates, før han vendte tilbage til Barcelona. I 2014 skiftede han så atter tilbage til Premier League. Denne gang til Chelsea.

Chelsea ville vinde Premier League inden for kort tid. Det fortalte José Mourinho til Cesc Fabregas kort før sidstnævnte skrev under på en kontrakt med den blå London-klub.

Løftet kom allerede på det første møde mellem de to fodboldpersonligheder, da Fabregas stadig tørnede ud for FC Barcelona.

– Den første gang, jeg mødte ham, sagde han, at han havde brug for to spillere. Jeg vil købe dig og Diego Costa, siger Cesc Fabregas til Rio Ferdinands program ’Locker Room’.

– Han tegnede holdopstillingen på et stykke papir og sagde, at dette hold ville blive mestre. Han manglede blot to spillere. Thibaut Courtois var allerede på vej, fortalte han.

Chelsea nappede kort tid efter Fabregas for 30 millioner pund, mens også Diego Costa kom til Stamford Bridge.

Med skiftet blev der brændt en del broer i London-området. I løbet af hans tid hos Arsenal, var et skifte til Chelsea ikke på tale.

– Havde du spurgt mig, da jeg var 23 år og Arsenal-anfører, om jeg ville være så glad for at spille for Chelsea, havde jeg sagt, at du måtte være skør.

– Men alt kørte bare på skinner i Chelsea. Vi havde nogle gode trænere, og man kan se, at det er en klub, der er opsat på at vinde titler.

– Det var det, jeg ville have. Jeg vidste, at det ville være vigtigt for min karriere at arbejde under Mourinho, afslutter Fabregas interviewet.

 

Annonce