Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

FA bekræfter: Spurs kan spille på Wembley i tilfælde af stadionudskydelse

Af Mads Bye Marboe
13.08.2018 Kl. 19:01
Tottenham har mulighed for at spille nogle af deres Premier League- og Champions League-kampe på Wembley, hvis klubbens nye stadion ikke bliver færdigt til tiden.

Spurs vender tilbage til Wembley, som også var klubbens hjemmebane i sidste sæson, når man lørdag møder Fulham, men efter planen skal hjemmekampen mod Liverpool den 15. september spilles på New White Hart Lane.

Mandag aften bekræfter det engelske fodboldforbund, FA, dog, at klubben har mulighed for at spille på det engelske nationalstadion i endnu længere tid, hvis London-klubbens nye hjemmebane ikke bliver klar til tiden.

– Tottenham Hotspur har muligheden for at spille nogle få af deres Premier League- og Champions League-kampe på Wembley, men det er ikke deres intention, og de har udelukkende planlagt at spille hjemmekampen mod Fulham på Wembley, siger en talsmand for FA ifølge London Evening Standard.

Ifølge The Sun har Tottenham betalt FA en betydelig pose penge for at have denne mulighed.

Tottenham spiller desuden udekampe mod Manchester United og Watford inden hjemmekampen mod Liverpool den 15. september.

 

Annonce