Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Everton sejrede sent på Goodison

Af Rasmus Bendrup
21.10.2018 Kl. 16:56
Everton blitzede Crystal Palace i slutningen af kampen, og tog en 2-0-sejr hjemme på Goodison Park.

Der var tale om vigtige point i dagens interne opgør mellem Everton og Crystal Palace, som fandt sted på Goodison Park i Liverpool.

Især Everton har ambitioner om at spille med om de europæiske pladser, og derfor skulle der altså tre point på kontoen for at forbedre en foreløbig 10.plads i ligaen.

Everton startede kampen med at have mest boldbesiddelse og kom også frem til de første tilnærmelser, men efter 20 minutter var de tæt på at komme i problemer, da Kurt Zouma sendte en farlig bold tilbage til Michael Keane, og situationen blev opfanget hurtigt af Andros Townsend, men et godt stykke forsvarsarbejde fra Seamus Coleman forhindrede et mål.

Efterfølgende fik Crystal Palace overtaget, og de havde først en chance til Wilfried Zaha, der blev mere og mere livlig, men også et frisparksforsøg fra anfører Luka Milivojevic og en afslutning på overliggeren af Cheikhou Kouyate var tæt på at gøre det onde ved Everton. 

I anden halvleg fik Palace så en gylden chance, da Wilfried Zaha i feltet blev nedlagt af Seamus Coleman, men Luka Milivojevic brændte fra 11-meterpletten, og det endte med at koste dyrt.

Everton scorede nemlig to mål sent i kampen, da klubbens tre indskiftere fælles fik bolden i kassen efter 87 og 89 minutter.

Først var det Dominic Calvert-Lewin der modtog en bold fra Ademola Lookman, som han helt frit kunne heade ind bag Wayne Hennessey. 

Efterfølgende var det så tyrkiske Cenk Tosuns tur til at score, da han jagtede en lang bold fra Keane og holdte James Tomkins væk, før han sparkede bolden mellem benene på Hennessey, og således endte kampen med 2-0. 

Annonce