Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Et dyrt spild af penge: Her er de 10 mest overbetalte spillere i Premier League

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
28.10.2020 Kl. 11:47
Her er 10 af de spillere, som måske tjener et par millioner mere om ugen, end de burde.

Vi har her peget på 10 spillere, som simpelthen ikke leverer præstationer, som retfærdiggør de enorme lønninger, de hver uge kan hæve. 

Via Spotrac er her vores bud på de mest overbetalte spillere, Premier League kan byde på i øjeblikket.

 

David de Gea –  Ugentlig løn: £375.000

Man kunne bedre argumentere for, at David de Gea burde være den bedst betalte spiller i Premier League, da han stadig var den bedste målmand i ligaen.

Desværre for Manchester United er han ikke sidstnævnte længere. Dermed ikke sagt, at han ikke stadig er god, men han tjener mellem tre til fire gange mere end Alisson i Liverpool og Ederson i Manchester City.

Det virker noget skævt.

 

Mesut Özil – Ugentlig løn:  £268.000

Tyskeren har ikke spillet en kamp for Arsenal siden marts, og det ser ikke ud til, at han går lysere tider i møde på den front, efter Mikel Arteta og Arsenal helt tydeligt har forsøgt at fryse ham ud.

Det skyldes måske også, at klubben sparer penge på ikke at spille ham. Med en række præstationsbonusser skulle playmakerens kontrakt nemlig kunne indbringe tættere på £350.000 om ugen.

 

Kepa Arrizabalaga – Ugentlig løn: £150.000

Verdens dyreste målmand er også den næstbedst betalte i Premier League efter David de Gea. Sidste sæson var han rent statistisk en af de dårligste keepere i samtlige de fem største europæiske ligaer, og han har kostet Chelsea dyrt – både økonomisk og pointmæssigt.

 

Max Meyer – Ugentlig løn: £125.000

Crystal Palace hentede tyskeren på en fri transfer fra Schalke 04, og frie transfers går ofte hånd i hånd med høje lønninger. Der er dog ingen logik i, at Meyer den næstbedst betalte spiller for The Eagles efter Wilfried Zaha.

Siden skiftet i sommeren 2018 har han bidraget med to scoringer og tre assists, og det er ikke just prangende for en spiller på den offensive midtbaneposition.

 

Christian Benteke – Ugentlig løn: £120.000

Palace kaster også ugentlig store summer efter Benteke, hvis ophold i klubben føles som en lang måltørke. Han har faktisk scoret 23 mål for dem, men da dette er hans femte sæson for The Eagles, kan I nok regne jer frem til, at det ikke bliver til meget mere end en håndfuld scoringer per år.

 

Bernard – Ugentlig løn: £120.000

Endnu en fri transfer og endnu et eksempel på, hvordan Everton i en årrække har brugt store summer på tvivlsomme signings. Brasilianeren kom på en fri transfer, så man har sparet transfersummen, men med seks scoringer og syv assists i 69 kampe for klubben, mange i cup-turneringer, tjener han ganske enkelt ikke sin løn hjem.

 

Conor Townsend – Ugentlig løn: £115.000

Townsend må kysse sin agent på ugentlig basis for at have forhandlet sig frem til denne hyre, for han er suverænt den mest vellønnede West Brom-spiller –  Charlie Austin på andenpladsen tjener angiveligt £70.000 ugentligt.

Hvordan en venstreback, der ganske vist spillede 27 kampe for klubben i The Championship, men kun lavede én assist, er blandt de 100 bedst lønnede spillere i Premier League, er udenfor vores fatteevne.

 

Konstantinos Tsimikas – Ugentlig løn: £60.000

Man kan altid diskutere, om £60.000 om ugen er for meget for en reservespiller, som i tre ud af fire kampe kommer til at sidde på bænken som backup for Robertson.

Det mest "overbetalte" ved grækeren er dog, at han tjener mere end både Andy Robertson (£50.000) og Trent Alexander-Arnold (£40.000).  Det kan den faste Liverpool-duo nok ikke være helt tilfredse med.

 

Danny Drinkwater – Ugentlig løn: £100.000

Drinkwater har næsten ikke bestilt andet end at rådne op på bænken for Chelsea og diverse klubber, han er blevet udlejet til, mens han har været involveret i en række skodsager såsom spirituskørsel (Danny drikker ikke kun vand).

Chelsea har forgæves forsøgt at skille sig af med ham i en årrække, men det er svært, når ingen klubber gider tilnærmelsesvist at matche hans grundløn, og hvorfor skulle han forlade The Bridge, når han tjener kassen på at foretage sig meget lidt?

 

Islam Slimani – Ugentlig løn: £80.000

Leicester betalte omkring £28 millioner for angriberen, som sidenhen har scoret 13 mål for klubben, men mest har tilbragt tiden på udlån for andre klubber.

Han er klubbens fjerdebedst betalte spiller, og det er aldrig helt optimalt, når en mand på så fed en hyre kun er blevet udtaget til én af sæsonens seks Premier League-kampe. 

Annonce