Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Eriksen om sejrsmål: Det var ren lettelse

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
24.04.2019 Kl. 11:27
Den danske Tottenham-stjerne scorede sejrsmålet over Brighton tirsdag aften.

Tottenham prøvede og prøvede,  men bolden ville bare ikke i nettet, da Brighton tirsdag aften gæstede Spurs' nye stadion.

Londonklubben havde næsten 80 procent boldbesiddelse og 29 skud på mål,  men det var først i 88. minut, at Christian Eriksen dukkede op ved udkanten og feltet og hamrede bolden ind med det kolde venstreben.

–  Det var ren lettelse at se bolden gå ind,  utroligt, siger Eriksen i dag til Tottenhams hjemmeside.

– Det var et godt skud, men jeg havde haft et par stykker forinden, så jeg var varmet op til at skyde og er utroligt glad for, at den gik ind.

Eriksen og resten af Spurs-mandskabet vidste godt på forhånd, hvordan kampen ville udvikle sig.  Brighton ville forsvare sig indædt ligesom mod Wolves,  og de nedrykningstruede Seagulls havde i store perioder af kampen alle mand bag bolden.

– Vi ved, at disse kampe bliver tætte og hårde. Brighton er svære at spille mod, for de venter på dit initiatv og står med alle i eget felt, så det er svært at finde plads til at spille fodbold eller skabe store chancer, fortæller Eriksen om kampen.

–  Vi knoklede til det sidste. Vi havde chancer, men det har vi også haft i andre kampe, hvor vi er endt med at gøre det alt for nervepirrende. Det er med at tage de chancer, man får.

Det må man sige, at Eriksen gjorde tirsdag aften. 

Annonce