Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Eriksen nettede i sikker Spurs-sejr

Af Marcus Sørensen
06.11.2019 Kl. 22:10
Tottenham vandt sikkert med 0-4 mod Røde Stjerne. Son scorede to gange for Tottenham, mens Eriksen og Lo Celso hver scorede en.

Efter godt 25 minutter spil havde først Son en god chance for Tottenham, inden Røde Stjerne var endnu tættere på i den anden ende kort efter. Hjemmeholdets Milan Pavkov fik kæmpet sig igennem Spurs-forsvaret og var helt alene med keeper Paulo Gazzaniga, som flot reddede med en fodparade. 

Kort efter gik den ikke længere for hjemmeholdet – og hold nu fast. Spurs tilspillede sig en god kontramulighed, og Kane endte med at blive spillet fri i højre side af feltet. Angriberen fik prikket bolden på stolpen. Herfra endte bolden hos Son, som sendte et skud afsted, der blev blokeret. Kane var igen over bolden og fik sendt den mod bagerste stolpe, hvor Son skubbede den på overliggeren. Endelig kom Lo Celso til, og han fik skubbet bolden over stregen efter noget af et bombardement. 

Kort før pausen fik Spurs sig en advarsel, da Rajiv van la Parra ramte stolpen, hvorefter Davinson Sanchez missede en berøring og sendte bolden på overliggeren!

Det blev dog Tottenham, der kunne bringe sig yderligere foran. Efter flot arbejde fra Ndombele og Dele Alli blev Son spillet fri og sparkede 0-2 målet i kassen. Et flot kontraangreb.

Kort efter blev det 0-3. Opskriften var nærmest den samme. Ndombele drev flot igennem i venstresiden og sendte bolden på tværs til Son, som kunne udbygge føringen. 

Med en halv time igen kom Christian Eriksen på banen. Efterfølgende var han med i flere Spurs-angreb, og kort før tid lykkes det også for ham. Ryan Sessegnon fandt danskeren i feltet og efter et par berøringer fik han sendt en tam afslutning afsted, der via en Røde Stjerne-fod trillede i mål.

Annonce