Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Eriksen er blandt årsagerne: Derfor truer Conte med at forlade Inter

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
23.08.2020 Kl. 10:50
Antonio Conte luftede efter finalenederlaget i Europa League muligheden for, at han ikke er træner i Inter næste sæson. Signingen af Christian Eriksen skulle være en af årsagerne til, at den tidligere Chelsea-træner er frustreret.

Inter tabte en dramatisk Europa League-finale 3-2 til Sevilla, men dramatikken fortsatte også efter slutfløjt, hvor Antonio Conte antydede, at hans fremtid som træner for den italienske storklub var usikker.

– Vi mødes næste uge for at beslutte min fremtid. Jeg er ikke sikker på, at jeg er Inter-træner næste sæson. Vi beslutter det sammen. Inter lægger en plan for fremtiden med eller uden mig, udtalte den tidligere Chelsea-træner til pressemødet efter kampen.

Muligheden for, at han tager sine ting og forlader trænerkontoret efter kun én sæson, skyldes flere faktorer –  Men Christian Eriksen, eller signingen af danskeren, er én af dem. Det skriver Goal.

– Conte var bittert frustret over Christian Eriksens ankomst i januartransfervinduet, da han havde bedt klubledelsen om at signe Arturo Vidal – en spiller med helt andre karakteristikker end danskeren. Eriksen passer dårligt til Contes foretrukne 3-5-2 formation, skriver Mark Doyle for mediet.

Det er måske også forklaringen på, at den tidligere Tottenham-stjernes tid i klubben ikke ligefrem har været nogen stor succes. Eriksen har kun startet inde sporadisk, og i Europa League-finalen blev det kun til 12 minutter på banen for danskeren.

Signingen af Eriksen i stedet for Arturo Vidal er ikke den eneste årsag. Uoverensstemmelser med ledelsen og mistanke om, at en eller flere ledende klubskikkelser lækkede insiderviden til italiensk presse skulle også stå bag managerens frustrationer.

Der er dog umiddelbart ingen grund til, at Christian Eriksen bør frygte for sin fremtid i klubben allerede nu, selvom han næppe er begejstret over mængden af minutter på banen. Pålidelige Fabrizio Romano skrev tidligere på ugen, at en unavngiven Premier League-klub havde tilbudt penge og en spiller i bytte for danskeren.

Det skulle dog være blevet afvist prompte af Inter. Klubledelsen, som altså var drivkraften i signingen af danskeren i stedet for Antonio Conte, mener stadig, at man lavede en formidabel handel i januartransfervinduet.

 

 

 

 

Annonce