Erik ten Hag kritiserer Gareth Southgate
Manchester United-manager Erik ten Hag agerede TV-ekspert i forbindelse med Englands 1-0-sejr over Serbien søndag aften.
Her rettede hollænderen en slet skjult kritik af Englands landstræner, Gareth Southgate.
Meget indikerede, at The Three Lions ville lande en komfortabel sejr, da Jude Bellingham sendte englænderne foran med 1-0 i Gelsenkirchen efter 13 minutters spil.
Siden faldt præstationen dog gevaldigt, og det skyldtes hovedsageligt Southgate og hans taktiske tilgang til spillet, mener Erik ten Hag.
– Det er managerens vision. England kommer foran 1-0, og så beslutter han (Southgate, red.) sig for at gamble, ved at gøre holdet kompakt og gøre sig afhængig af få øjeblikke i resten af kampen, fortalte Ten Hag til den hollandske TV-station NOS ifølge Manchester World.
Southgate er tidligere blevet udpeget som en potentiel afløser for Ten Hag, men Manchester United har besluttet sig for at køre videre med hollænderen.
Southgates rolle ved EM-slutrunden besværliggjorde dog processen, og blandt andet ville Sir Jim Ratcliffe og INEOS potentielt vente frem til midten af juli, før man kunne indgå en aftale med landstræneren.
England mangler nu at møde Danmark og Slovenien i EM-gruppespillet.
England-stjernen Jude Bellingham scorede kampens enlige mål, da England besejrede Serbien med 1-0. Nu har han forklaret, hvad der lå bag den mystiske jubelscene.