Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

England cruisede sig til førstepladsen i Kosovo

Af Mads Bye Marboe
17.11.2019 Kl. 18:51
England havde ingen problemer med at vinde lørdagens udekamp mod Kosovo. 4-0 vandt Gareth Southgates tropper, som dermed snupper førstepladsen i kvalifikationsgruppe A.

England havde allerede sikret sig en plads til sommerens EM-slutrunde inden aftens møde med Kosovo.

Men førstepladsen i gruppen havde Tjekkiet fortsat mulighed for at tage. Ved at tage point i Kosovo ville Gareth Southgate og co. dog være sikre på at slutte over tjekkerne.

Efter en ganske rolig indledning på opgøret fik Raheem Sterling en god mulighed omkring det 15. minut. Harry Kane lagde bolden til rette for kantspilleren på kanten af feltet, og med en fornuftig afslutning fik han tvunget Arijanet Muric ud i fuld længde.

Ingen af de to mandskaber væltede sig på nogen måder i chancer i første halvleg, og der skulle også en forsvarsfejl til at sætte gang i målscoringen.

Med et simpelt træk fik Harry Winks sat Kosovos Ibrahim Dresevic fuldstændig af på kanten af feltet, og pludselig var Tottenham-spilleren alene igennem med Muric.

Winks viste stor kølighed foran modstanderens mål, og efter 32 minutter havde han således bragt englænderne i front med sit første landskampsmål.

I begyndelsen af anden halvleg var Kosovo var ikke langt fra at udligne ved Amir Rrahmani, men forsvarsspilleren fik lige nøjagtig styret afslutningen fra Valon Berisha forbi den ene oppasser.

Hjemmeholdet havde ikke meget at byde på, og det var tydeligt at se, at englænderne ikke ville meget mere. Med en 1-0-sejr ville førstepladsen i gruppe A nemlig være sikret.

Men de engelske gæster fik sat tingene på plads i løbet af kampens sidste kvarter.

I det 79. minut blev det først 2-0, og igen tegnede en Tottenham-spiller sig for scoringen. Denne gang var det Harry Kane, som var først over en returbold og hamrede kuglen konsekvent i nettet.

Fire minutter senere blev det også 3-0, da indskiftede Marcus Rashford sparkede et oplæg fra Sterling køligt ind med en følt inderside i det lange hjørne.

I slutminutter fandt Gareth Southgate tid og plads til at give Fikayo Tomori landsholdsdebut, og Mason Mount fik scoret sit første landskampsmål i overtiden, hvorfor det på alle måder blev en god aften for det engelske landshold.

I den anden kamp i gruppen vandt Bulgarien 1-0 over Tjekkiet. Det betyder, at England vinder gruppe A med seks point foran tjekkerne.

Annonce