Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Engelsk succeslandstræner er et seriøst emne for Manchester United

Af Morten Bruun Jørgensen
12.01.2019 Kl. 21:02
Manchester United er på udkig efter en ny manager, og Gareth Southgate er nu blevet udpeget som et muligt emne.

Senest til sommer skal Manchester United have fundet en permanent manager efter fyringen af José Mourinho kort før jul sidste år. Det er angiveligt Mauricio Pochettino, som er klubbens favorit, men argentineren kan blive umådelig svær at få fingrene i.

Som en konsekvens af det, har Manchester United set sig om efter alternativer, og her er blikket ifølge the Telegraph stoppet på den engelske landstræner, Gareth Southgate.

Den 48-årige englænder har fået store roser for sit arbejde med landsholdet i de seneste år, og i oktober sidste år blev han belønnet med en kontrakt, der er gældende frem til sommeren 2022.

Ifølge the Telegraph er han også meget opsat på fortsat at arbejde med stjerner som Harry Kane, Raheem Sterling og Dele Alli. Samtidig er han også af den overbevisning, at han kan få chancen for at bevise sig som manager i en storklub senere i karrieren. Det kan føre til, at han vælger at takke nej til Manchester United.

Gareth Southgate har ikke meget erfaring som klubtræner, hvor han kun har været tre år som manager i Middlesbrough fra 2006 til 2009. Efterfølgende har han også været U21-landstræner for England.  

Annonce