Endnu en: Stor Brentford-handel kollapser
I de seneste dage er flere store handler kollapset, og nu er det også ved at gå ud over Brentford.
For ifølge Fabrizio Romano og Sacha Tavolieri er Brentfords køb af svenske Jens-Lys Cajuste meget tæt på at bryde sammen.
Brentford og Napoli har oplevet udfordringer, da de skulle udveksle papirerne på den svenske midtbanespiller. De sidste detaljer kunne klubben ikke få til at falde på plads.
Mandagen tilbragte Cajuste ellers i London, hvor han gennemgik det obligatoriske lægetjek, men nu flyver han tilbage til Napoli.
Derfor er handlen på nuværende tidspunkt afblæst, og Cajuste må vende tilbage til Italien, hvor han slet ikke har fået succes siden skiftet fra Stade Reims.
I sidste sæson spillede den tidligere FC Midtjylland-spiller 26 gange i Serie A, men han fik blot 1000 minutter på banen i alt.
Thomas Frank havde derfor set en mulighed for at hente den 25-årige centrale midtbanespiller til Brentford for at konkurrere med blandt andre Christian Nørgaard og Mathias Jensen.
Lige nu ser det dog ikke ud til, at det kommer til at ske.