Én ting forhindrer engelsk EM-triumf, siger Carragher
England er blandt favoritterne til at vinde EM, men der skal en ændring til, hvis de skal gå hele vejen.
Det mener Jamie Carragher i hvert fald efter at have set Englands første slutrundekamp mod Serbien.
Her noterede han sig især, at stjerneangriberen Harry Kane var stort set usynlig i første halvleg. Sølle to berøringer havde den tidligere Premier League-spiller, og det bekymrer Carragher.
Engelsk stjerne bliver slagtet trods sejr
– For en spiller af hans klasse er det dybt bekymrende, skriver Carragher i en klumme for The Telegraph.
Da kampen blev fløjtet af, havde Kane haft 24 berøringer, og Carragher mener, at det bliver en nøgle til engelsk succes, at Bayern München-spilleren kommer mere på bolden.
– Grunden til, at han er verdensklasse er, at han ikke altid behøver at score for at have indflydelse på en kamp. På sit bedste er han en målscorende 9’er, en falsk 9’er og en kreativ 10’er.
– På kort sigt forventer jeg, at Southgate holder fast i søndagens plan. Men fremadrettet er den eneste måde, hvorpå England kan vinde turneringen, ved at få det meste ud af Kane.
Kane er anfører på det engelske landshold, og han spillede fuld tid i kampen mod Serbien.
Hans største chance var et hovedstød efter 77 minutter, som blev reddet og derefter ramte overliggeren.