Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

En kæmpe gulerod: Sådan er PL-danskernes chancer for at komme til EM

Af Morten Bruun Jørgensen
19.11.2019 Kl. 21:30
Hvordan står Premier League-danskerne i forhold til en plads på EM-holdet næste sommer? Her følger vores vurdering.

Der findes ikke noget meget større for en fodboldspiller end at spille en EM-slutrunde på hjemmebane.

Det er tilfældet for de allerbedste danske spillere næste sommer, hvor det er sikkert, at Parken i København lægger græs til mindst to gruppekampe, når der spilles EM i 12 forskellige lande.

Mandag aften blev det en realitet, da det blev til 1-1 ude mod Irland, og dermed er der allerede en række danske fodboldspillere, som har rettet øjnene mod næste sommer, hvor de vil gøre alt for at stå helt skarpt.

Her på PLBOLD.dk har vi taget et kig på, hvordan Premier League-danskernes muligheder for at blive udtaget til EM-truppen af Åge Hareide er.

Herunder følger en gennemgang af de danske spillere, som i øjeblikket har deres gang på et førstehold i Premier League.

Philip Billing (Bournemouth)
Det er endnu ikke blevet til debut for den 23-årige midtbanespiller, men han har dog været udtaget i denne sæson, hvilket også bevidner, at Åge Hareide har lagt mærke til de gode præstationer fra Philip Billing i Bournemouth, hvor han er fast mand. Det bliver ikke let at få en plads på holdet, men han bør vise sig at have et højere niveau end Christian Nørgaard, som har været udtaget i denne omgang.

Vi vurderer dog, at han kun har 35 % sandsynlighed for at blive udtaget, hvilket bunder i, at han endnu ikke har fået debut.

Andreas Christensen (Chelsea)
Selvom han er røget af holdet i Chelsea og får svært ved at tilspille sig en fast plads igen, er han et sikkert kort på landsholdet. Han vil ganske sikkert stadig få nogle kampe i London-klubben til at holde kampformen i fornuftig stand. På landsholdet er han ikke garanteret en startplads, men han kan bruges på flere positioner, og det er en god egenskab at have til en slutrunde.

Vi vurderer, at han med 95 % sikkerhed er med. Kun hvis han ryger helt ud i kulden hos Chelsea, kan han risikere at blive sorteret fra.

Jonas Lössl (Everton)
Sommerens skifte fra Huddersfield til Everton har ikke gjort godt for pladsen på landsholdet, hvor pladsen som tredjemålmand nu er blevet overtaget af Jesper Hansen, som får fast spilletid i modsætning til Jonas Lössl.

Vi vurderer, at der er 10 % chance for, at han bliver udtaget. Det kræver enten en skade eller en markant formnedgang til en af de keepere, som står foran ham i køen.

Kasper Schmeichel (Leicester)
Landsholdets sidste skanse har været forrygende gennem en længere periode. Godt nok er han ikke anfører, men han opfører sig som en anfører og går altid forrest. Han bliver helt afgørende for resultaterne til EM.

Der er ingen tvivl, om at han bliver udtaget, hvis han ikke er skadet. Vi giver ham 99 % sikkerhed på en plads.

Jannik Vestergaard (Southampton)
Den store Southampton-stopper er røget lidt ud i kulden på landsholdet, hvor Joachim Andersen har overhalet ham indenom. Hvis han fortsætter med at spille for Southampton resten af sæsonen, kan han dog komme i spil, men det bliver ikke let i en hård konkurrence i det centrale forsvar.

Vi vurderer kun, at der er 20 % chance for, at Jannik Vestergaard bliver udtaget. Han kan også risikere at være blevet overhalet af Erik Sviatchenko.

Pierre-Emile Højbjerg (Southampton)
Det er ikke altid så kønt, hvad den tidligere Bayern München-spiller leverer, men han er altid garant for en gedigen arbejdsindsats, og Åge Hareide har tydeligvis fået stor tillid til Southampton-anføreren. Senest spillede han en flot kamp mod Irland.

Vi vurderer, at han er stensikker mand i truppen, og at kun en skade kan sætte ham på ud af spillet. Vi giver ham 98 % sandsynlighed for at blive udtaget.

Christian Eriksen (Tottenham)
Landsholdets bedste offensive spiller. Han er omdrejningspunktet, men han ser også lidt rusten ud i øjeblikket. Det er lidt bekymrende for det danske landshold, men der er absolut ingen tvivl om, at han kommer med til EM, og han kommer også til at starte på banen.

Kun en skade kan holde ham ude af truppen, så vi giver ham 99 % sikkerhed for at blive udtaget.

Annonce