Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Én ind - tre ud: Leicester har lagt planer for januar

Af Morten Bruun Jørgensen
23.10.2019 Kl. 19:09
Brendan Rodgers vil rense lidt ud i truppen til januar, mens han også gerne vil have en ny spiller til klubben.

Der er kommet penge på kistebunden i Leicester, men de skal ikke nødvendigvis bare bruges på nye spillere.

I sommerens transfervindue fik the Foxes 692 millioner kroner for Harry Maguire, og selvom der også blev hentet et par nye spillere til klubben, er der stadig penge at gøre med i Premier League-klubben. Men Brendan Rodgers er dog tilsyneladende ganske fint tilfreds med sin trup.

For ifølge the Telegraph har manageren kun en plan om at skulle hente én ny spiller til klubben i januar, hvor transfervinduet åbner igen.

Avisens journalist, John Percy, som normalt er særdeles velinformeret i forhold til Leicester, hævder således, at Brendan Rodgers kun er på udkig efter en ny midterforsvarer, der kan udfordre Jonny Evans, Caglar Söyüncü og Wes Morgan.

I sommer var Nathan Aké og James Tarkowski på ønskelisten, og duoen vil formentlig være det igen, men de kan også blive for dyre, hvilket i stedet kan få Leicester til at jagte en lejeaftale med en central forsvarsspiller for at skabe større bredde.

For at frigøre nogle lønkroner og skille sig af med overflødige spillere vil Filip Benkovic få lov til at forlade klubben, og det samme vil sandsynligvis gøre sig gældende for Nampalys Mendy. Derudover kan Kelechi Iheanacho også måske få lov til at blive udlejet.

Annonce