Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Effektive indskiftere: Chelsea stjal sejren mod Ajax

Af Morten Bruun Jørgensen
23.10.2019 Kl. 18:47
Champions League-kampen mellem Ajax og Chelsea endte med en sejr til englænderen efter en sen scoring af Michy Batshuayi.

Det formodede topopgør i gruppe H startede ganske livligt, men kampen nåede aldrig helt op på det underholdende niveau, der var lagt op til.

Både Ajax og Chelsea viste stor selvsikkerhed ved at forsøge at spille sig ud af modstanderens høje pres, men det førte også farlige situationer af sig med opspilsfejl, men den sidste skarphed i det afgørende afleveringsøjeblik manglede for begge mandskaber.

Inden pausen havde Quincy Promes bolden i netmaskerne, men efter at VAR-dommerne havde set på situationen, blev der korrekt fløjtet for offside, da Ajax-spilleren akkurat havde sneget sig frem foran bagerste Chelsea-forsvarer.

I løbet af anden halvleg ramte Ajax ydersiden af den ene stolpe efter en dødboldsituation, mens indskiftede Michy Batshuayi sparkede en kolossal mulighed over mål fra ganske tæt hold. 

Bedst som det lignede en nulløsning i Amsterdam, slog indskifterne Christian Pulisic og Michy Batshuayi dog til. Førstnævnte sendte et fladt indlæg ind foran mål, hvor den belgiske angriber hamrede bolden på undersiden af overlæggeren. 

Den scoring endte med at sikre Chelsea de tre point, og dermed er de to mandskaber nu side om side i gruppe H med seks point efter tre kampe.

Annonce