Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Dyr liste: De mest overbetalte spillere i Premier League

Af Rasmus Bendrup
04.01.2020 Kl. 20:59
PLBOLD har taget et kig på, hvem der er de mest overbetalte spillere i Premier League, som generelt har et højt lønningsniveau.

Premier League er kendt for notorisk høje lønninger og transfers, som koster en formue. Da det nu er transfertid, tager PLBOLD et kig på, hvilke spillere, der på ufortjent vis har et meget lidt beskedent lønningsniveau.

20: Paul Pogba (Manchester United) – £290.000 om ugen

£290.000 om ugen er en fyrstelig hyre, som kun kan retfærdiggøres ved, at man hver eneste uge præsterer på topniveau. Det er ikke tilfældet for Paul Pogba, som på rygtebørsen frygter for sin egen EM-slutrunde, da han konstant er skadet, og leder med lys og lygte efter den spiller, som han var i Juventus, hvor han var en af verdens bedste midtbanespillere.

19: Fred (Manchester United) – £120.000 om ugen

En anden Manchester United-spiller er brasilianske Fred, som foruden at koste klubben omtrent £52 millioner, koster £120.000 om ugen for hverken at have scoret eller assisteret på 19 kampe i indeværende sæson, trods at han endelig har fundet en smule fodfæste spillemæssigt på det seneste.

18: Andriy Yarmolenko (West Ham) – £115.000 om ugen

Andriy Yarmolenko er en dygtig spiller, når han er i topform, hvilket dog oftest er tilfældet for Ukraines landshold. Han er aldrig kontinuerligt i god spillemæssig form for West Ham, og har blot scoret tre mål i denne sæson, hvor han lige nu er ude med en skade, hvilket heller ikke er uhørt for offensivspilleren.

17: Luke Shaw (Manchester United) – £120.000 om ugen

Luke Shaw var i fremragende spilhumør, inden han i september 2015 brækkede benet i en kamp mod PSV. I oktober og november gik han således glip af 10 kampe grundet en forstrækning, mens han blot har spillet otte kampe i denne sæson, hvor han nu kan betegnes som en skygge af sig selv sammenlignet med spilleren, som United købte i Southampton.

16: Jesse Lingard (Manchester United) – £75.000 om ugen

Jesse Lingard har trods masser af spilletid hverken scoret eller assisteret i hele 2019, hvilket er grund nok til, at han er at finde på denne liste. 

15: Benjamin Mendy (Manchester City) – £80.000 om ugen

Benjamin Mendy har ofte modtaget kritik for at være en for stor humørbombe uden for banen, mens han har koncentreret sig for lidt om på spillet på banen. Venstrebacken har da heller ikke virket som den mest koncentrerede spiller i sin tid i Manchester City, hvor han primært har siddet på bænken, enten skadet eller fravalgt.

14: Juan Mata (Manchester United) – £160.000 om ugen

Man kan ikke betvivle Matas spillemæssige evner, men trods at Manchester Uniteds trup er i en forfærdelig forfatning kan spanieren stadig ikke spille sig på holdet, hvilket man bør kunne forvente af en spiller med en så tung lønseddel. Han har taget del i 12 Premier League-kampe, og har ikke scoret eller assisteret. 

13: Olivier Giroud (Chelsea) – £110.000 om ugen

Franskmanden har slet ikke haft mål i støvlerne efter skiftet fra ærkerivalerne Arsenal i 2018. Han har i Premier League blot bidraget med elendige to mål på 32 kampe, mens han dog har assisteret fire gange. Det er slet ikke lønsedlen værd, trods at han fortsat er at finde på det franske landshold.

12: Morgen Schneiderlin (Everton) – £100.000 om ugen

Evertons franske midtbanemand, Morgan Schneiderlin, sikrede sig i 2015 et dyrt skifte fra Southampton til Manchester United, hvilket nok også er den primære årsag til, at han stadig tjener en fed hyre efter skiftet til Everton i 2017. I denne sæson alene er han blevet udeladt fra truppen fem gange, hvor han har været spilleklar.

11: Nemanja Matic (Manchester United) – £120.000 om ugen

Matic er startet i Manchester Uniteds seneste to kampe, hvilket nok primært kan tilskrives Scott McTominays skade, da serberen ingenlunde er god nok til Manchester United længere, såfremt klubben skal tilbage til sin storform. Han har misset ni kampe med skade i denne sæson, og har ikke længere mobilitet til at styre The Red Devils' midtbane med hård hånd.

10: Shkodran Mustafi (Arsenal) – £90.000 om ugen

Arsenals fans er ikke glade for Mustafi og dette med god grund. Tyskeren er blot startet inde i én kamp for Arsenal i denne sæson, og det var en 2-2-kamp mod Norwich, hvor forsvaret ikke brillerede. Det ligner heller ikke, at Mustafi får held med at blive fast mand under Arteta, som angiveligt er på udkig efter en ny forsvarsspiller, efter at Calum Chambers gik i stykker.

9: Adam Lallana (Liverpool) – £110.000 om ugen

Adam Lallana siges at have en massiv betydning uden for banen, hvor han betragtes som en af Klopps disciple. Det er desværre ikke noget, som man kan se udefra, hvor billedet blot ér af en offensivspiller, som udelukkende agerer breddespiller, og som ofte er skadet, hvilket ikke berettiger til en løn på £110.000.

8: Mamadou Sakho (Crystal Palace) – £100.000 om ugen

Jürgen Klopp fik relativt hurtigt franske Sakho solgt efter intern polemik. Det skete i 2017, hvorefter Liverpool har fået væsentligt bedre forsvarsspillere ind. Det samme kan ikke siges om Crystal Palace, som dog alligevel ikke kan finde plads til Sakho, der er langt ude i tovene i klubben, hvor han blot har spillet seks kampe fra start i denne sæson.

7: Nathaniel Clyne (Liverpool) – £70.000 om ugen

Nathaniel Clynes historie minder meget om Luke Shaws, da han tidligere var en hæderlig back i Southampton. Dette var han også i Liverpool, indtil han gik totalt i stykker, og nærmest konstant har siddet ude med både ben- og rygskader i de sidste to sæsoner. Her er han så blevet overhalet indenom af Trent Alexander-Arnold, som nu betragtes som én af verdens bedste backs, hvorfor Clyne formentligt snart skifter klub.

6: Jack Wilshere (West Ham) – £100.000 om ugen

Englænderen blev af nogle af Arsenals fans døbt 'Jack Wheelchair', og dette navn er endnu engang retmæssigt, da West Ham absolut ingenting får for de £100.000, som ryger ned i lommen på Wilshere, som blot har spillet 175 minutters fodbold i denne sæson.

5: Phil Jones (Manchester United) – £75.000 om ugen

Jones er stadig Manchester United-spiller, trods at fansene ikke har fået det store at se til englænderen i denne sæson, hvor han blot har fået 45 minutter på banen. Det var i en 3-3-kamp mod Sheffield United, hvor han blev udskiftet efter første halvleg, hvorefter han ikke har set skyggen af spilletid i Premier League.

4: Max Meyer (Crystal Palace) – £125.000 om ugen

Meyer kom til på en fri transfer fra Schalke 04 efter at han ikke længere var det eftertragtede stortalent, som han var engang. Crystal Palace har ikke fået meget ud af Meyer siden skiftet, og tyskeren er da også blot startet inde fem gange i denne sæson uden noget udbytte. 

3: Marcus Rojo (Manchester United) – £80.000 om ugen

120 minutter er hvad Marcus Rojo har spillet for Manchester United i denne sæson. Han har ikke engang været i truppen i de seneste ni kampe, hvorfor en lønseddel på £80.000 er utroligt gavmildt af United. 

2: Danny Drinkwater (Chelsea) – £100.000 om ugen

Drinkwater kom til efter en fænomenal sæson i Leicester, men har slet ikke fået det til at spille i Chelsea, hvor han har været udlejet til Burnley, men hvor han primært ser til fra sidelinjen, trods at han har spillet under tre forskellige trænere. Det betyder altså også, at Chelsea betaler £100.000 uden at få noget som helst retur.

1: Christian Benteke (Crystal Palace) – £120.000 om ugen

Benteke var særdeles eftertragtet, da Liverpool hentede ham til klubben i 2015, hvor han kun fik lov til at være indtil 2016, da han simpelthen ikke fungerede i Jürgen Klopps filosofi. Siden skiftede han til Crystal Palace for £30 millioner, og scorede en kontrakt på £120.000 om ugen, hvilket må siges at være rigtig godt taget i betragtning af, at han blot har scoret fire mål på 62 kampe siden 2017/2018-sæsonen.

Boblere som ligeledes tjener for meget:

Nicolas Otamendi (Manchester City): £120.000 om ugen

Otamendi tjener ligeledes mange penge, men han har i perioder vist sig som en vigtig spiller for Manchester City, selvom hans præstationer har været svingende. Han står ikke længere forrest i køen til spilletid, men har med vigtige offensive og defensive aktioner stor andel i de seneste trofæer.

Dejan Lovren (Liverpool): £110.000 om ugen

Lovrens image er aldrig rigtig blevet det samme, efter at han ovenpå en god periode proklamerede, at han potentielt var verdens bedste på sin position. Han har dog alligevel været en kompetent makker, når der grundet skader har været brug for ham i Liverpools defensiv.

Claudio Bravo (Manchester City): £80.000 om ugen

Claudio Bravo er stort set aldrig på kassen i Manchester City, men til chilenerens forsvar, så er han – som oftest – god med fødderne, hvilket Pep Guardiola anser for at være særdeles vigtigt for en målmand.

Xherdan Shaqiri (Liverpool): £80.000 om ugen

Som andre på boblerlisten sidder Shaqiri ligeledes ofte ude, trods at han også tjener en solid hyre. Han er ofte skadet, men har præsteret på både højt og lavt niveau, når Liverpool har haft brug for ham. Heldigvis for schweizeren og klubben har det typisk været mere godt end skidt.

Marcos Alonso (Chelsea): £100.000 om ugen

Alonso er langsomt blevet udfaset i Chelsea, men udgør stadig en kompetent offensiv venstreback. Forsvareren tjener dog væsentligt mere end hans nuværende niveau retfærdiggør, hvorfor Chelsea også ser på muligheden for at sælge spanieren, som dog til tider har fået kampe under Frank Lampard.

Mesut Özil (Arsenal): £350.000 om ugen

Mange vil mene, at man er selvskrevet til en liste over overbetalte spillere, hvis man i en lang periode ikke har spillet godt, og hvis man har været ind og ud af holdet grundet blandt andet konflikter med trænere, skader og sygdomsforløb. Det er historien om Mesut Özil, som dog ligner en forandret mand, efter at Mikel Arteta har overtaget tøjlerne i Arsenal, hvorfor tvivlen kommer ham til gode på denne liste. Såfremt tyskeren kommer tilbage i varig topform – hvilket de seneste kampe har tydet på – er han formentligt stadig sin hyre værd. 

Hector Bellerin (Arsenal): £110.000 om ugen

Den lynhurtige spanier er desværre ofte skadet, og det er ikke blevet bedre efter et omfattende genoptræningsforløb grundet en knæskade. I dette tilfælde er historien dog nærmere møntet på skader, end den er på manglende evner, da Bellerin sin alder in mente kunne have udviklet sig til en særdeles kompetent højreback for klubben, hvis kroppen tillod det. 

Annonce