Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Dom afsagt: Chelsea skal betale Conte stor kompensation

Af Steffan Axelsen
21.05.2019 Kl. 17:24
Antonio Conte har fået rettens ord for, at han havde penge til gode hos Chelsea efter fyringen sidste sommer.

Længere tids tovtrækkeri mellem Chelsea og den fyrede træner Antonio Conte har nu nået sin afslutning.

Chelsea er netop ved en sportsdomstol blevet idømt at skulle betale den italienske træner ni millioner pund (72 millioner kroner) i manglende kompensation efter fyringen sidste sommer.

Antonio Conte nåede at være i Chelsea i to sæsoner, hvoraf første sæson startede som en drøm for italieneren, der vekslede en tidligere 10. plads med en 1. plads i Premier League.

Skilsmissen mellem de to parter var dog ikke køn, og Conte har siden fyringen bedyret sine argumenter for den manglende kompensation.

Mens Conte har ment, at han ikke har fået den rette kompensation udbetalt af Chelsea, har Chelsea imidlertid ment, at Conte handlede kontraktstridig inden og under fyringen.

Blandt andet skulle behandlingen af den spanske angriber Diego Costa, der angiveligt røg på salgslisten via en sms fra Conte – have været et af bevismaterialerne fra den engelske klub.

Antonio Conte skulle også have været rasende over, at han blev sat til at træne Chelseas førstehold forud for denne sæson, da han godt vidste, at klubben var millimeter fra at hente Maurizio Sarri.

Efter fyringen af Antonio Conte nævnte Chelsea italienerens meritter i form af en Premier League- og FA Cup-titel i en 61-ord kort officiel meddelelse. Men takket blev han aldrig.

Chelsea har stadig mulighed for at anke dommen.

Ankes den, ryger den i en sportslig pendant til Højesteret.

Afgørelsen skulle være medvirkende til, at Antonio Conte nu føler sig klar til at træne en klub igen.

Annonce