Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Dokumentsjusk: Barca-komet havde aftale på plads med Premier League-klub

Af Jeppe Augustsen
19.11.2019 Kl. 17:45
Bleacher Report beretter, at West Ham havde en handel på plads, der ville sende Ansu Fati til klubben, men problemer med passet satte en stopper for skiftet.

Den 24. juli skrev Ansu Fati under på sin første professionelle kontrakt med Barcelona, og en måned senere fik han sin La Liga-debut som 16-årig.

Han bliver nu anset for at være en af de største talenter i klubben, som spår ham en stor fremtid, men det kunne have endt helt anderledes for Ansu Fati.

Ifølge Bleacher Report var han i sommerens begyndelse i tvivl om, han ville få en chance i det spanske. 

Flere spanske klubber blev gjort opmærksomme på situationen. Det samme gjorde West Ham, og de var lige ved at gøre et transferkup.

En kilde tæt på forhandlingerne, som også var involveret i Cesc Fabregas' skifte til Arsenal, har fortalt Bleacher Report, at Ansu Fatis familie var nået til enighed med The Hammers om en aftale. 

– West Ham kendte til Fatis situation, og familien var klar på et skifte til London, som kan være lokkende. Aftalen mellem West Ham og familien kom hurtigt på plads, og spilleren var glad for den, og på det tidspunkt havde han ikke forlænget med Barcelona. Derfor kunne de ikke gøre noget som helst ved det, siger kilden til Bleacher Report.

Der blev dog sat en stopklods for skiftet. Fati var kvalificeret til et spansk pas, men dokumenterne var ikke blevet sendt ind, og det satte en stopper for det hele.

– Vi fik fortalt, at passet ikke var noget problem, men de havde det ikke, og det gik ikke hurtigt nok i takt med, at det engelske transfervindue lukkede før de andre. Det betød, at Barcelona havde mulighed for at røre på sig.

– Fatis pas ville først komme efter august, og det stoppede handlen. Et dokument forhindrede West Ham i at hente ham, slutter kilden.

Annonce