Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Det rene nonsens: Courtois afviser United i mulig De Gea-byttehandel

Af Morten Bruun Jørgensen
19.03.2019 Kl. 13:40
Thibaut Courtois har angiveligt takket nej til Manchester United, men det er sandsynligvis blot et opdigtet rygte på morgenens redaktionsmøde.

Her på PLBOLD.dk har vi flere gange kigget nærmere på dagens dummeste rygte og forklaret, hvorfor det ikke giver mening. Der er nu en mulighed for at gøre det igen takket være the Sun.

Den engelske tabloidavis, som kun yderst sjældent har held med at ramme rigtigt i eksklusive transferhistorier, skriver således i dag, at Thibaut Courtois har takket nej til muligheden for at komme til Manchester United til sommer.

Ifølge avisen har Manchester United og Real Madrid snakket sammen, og her blev det bragt på bane, at Thibaut Courtois kunne blive brugt i en byttehandel med David De Gea, som den spanske storklub længe har haft snøren ude efter.

Thibaut Courtois, som har spillet flere sæsoner i Chelsea, vil efter sigende foretrække at blive i den spanske hovedstad, hvor hans børn bor, og derfor bliver den mulige byttehandel mellem de to europæiske giganter ikke til noget.

Det er dog vanskeligt at tro på ægtheden i historien, selvom der er flere faktorer, der egentlig bør tale for, at en eventuel byttehandel vil give mening for alle parter.

Thibaut Courtois har ikke været noget hit i Real Madrid, og David De Gea har snart kontraktudløb med Manchester United og tøver angiveligt gevaldigt med at underskrive en ny aftale.

I sidste ende virker det dog mest sandsynligt, at David De Gea forlænger sin kontrakt med Manchester United, og at Thibaut Courtois formår at komme tilbage i den spanske kongeklub, selvom han startede på bænken i Zinedine Zidanes første kamp tilbage i sædet som Real Madrid-træner.

Så hvis du hører om rygtet andre steder, er der næppe grund til at spekulere alt for meget over det.

Annonce