Derfor er Slovenien-opgør Hjulmands vigtigste som landstræner
Kasper Hjulmand må kunne mærke presset.
Aldrig har et dansk landshold været større favorit til at kvalificere sig til en slutrunde end da lodtrækningen til EM-kvalifikationen var blevet foretaget.
Slovenien, Finland, Kasakhstan, Nordirland og San Marino var modstanderne i gruppen. Det var overkommeligt, men alligevel har det været alt andet end sikkert indtil nu.
Det danske landshold står godt nok med rigtig fine muligheder for at komme til EM, men alligevel var der ingen grund til, at det danske landshold står i en situation, hvor nationens fodboldskæbne kan blive afgjort på udebane mod Nordirland.
For det kan den blive, hvis fredagens hjemmekamp mod Slovenien ikke resulterer i en sejr, og Kasakhstan samtidig slår Finland. De to scenarier er ikke urealistiske.
Ingen ønsker at det danske landsholds skæbne skal afgøres i sidste kamp på udebane mod Nordirland, som før har spændt ben for Italien.
Fordi forventningerne har været til en stensikker kvalifikation, er fredagens landskamp Kasper Hjulmands vigtigste som dansk landstræner indtil videre.
Det vil være en fiasko af eklatant rang, hvis Danmark ikke kommer til EM i Tyskland næste sommer, og det ved Hjulmand.
Uden de skadede nøglespillere Christian Eriksen og Rasmus Højlund skal han få sin vigtigste landskamp til at blive en succes.
TOPHISTORIER LIGE NU