Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Dem glæder vi os til: Her er sommerens mest interessante indkøb

Af Morten Bruun Jørgensen
16.07.2021 Kl. 14:22
Vi har taget et kig på de fem mest interessante spillere, der er skiftet til en Premier League-klub indtil videre i dette transfervindue.

Transfervinduet er i fuld gang, og der allerede blevet hentet en hel del spillere til Premier League, og i løbet af de kommende uger vil der helt sikkert komme mange flere spillere til. 

Vi ser her på de fem mest interessante spillere, der er kommet til ligaen. 

Emiliano Buendia (Aston Villa)

Vi har allerede set ham i Premier League en gang, hvor han startede som lyn og torden for Norwich. Nu er han så tilbage i Premier League efter at have været den bedste spiller i The Championship sidste sæson. 

Aston Villa får en utrolig spændende legekammerat til Ollie Watkins og Jack Grealish med argentineren, som er kreativ og garant for mål og assists. 

 

Michael Olise (Crystal Palace)

Sidste sommer var det Eberechi Eze, som Crystal Palace hentede i The Championship med stor succes, og nu kan The Eagles meget vel have lavet samme nummer med franske Michael Olise. 

Midtbanespilleren er kommet til fra Reading, hvor han har haft stor sæson med mål og assists. Han har været en af de bedste spillere i The Championship, og det skal blive spændende at se ham udfolde sig i Premier League. 

 

Patson Daka (Leicester)

Han har bombet mål ind i den østrigske liga de seneste sæsoner for RB Salzburg, og han bliver utrolig spændende at følge i Leicester. 

Forventningen er ikke, at han skal starte inde med det samme. Derimod skal han langsomt vænne sig til ligaen og med tiden blive aftageren for Jamie Vardy, som stadig har nogle år tilbage i sig. 

 

Ibrahima Konaté (Liverpool)

Liverpool investerede tidligt og sikrede sig den franske forsvarsspiller i RB Leipzig. Der er store forventninger til ham, og han spås endda en god mulighed for at gå direkte ind i startopstillingen. Ved siden af Virgil van Dijk kan Konaté udvikle sig til at blive en forrygende forsvarsspiller. 

Hvis han kan holde sig skadesfri – hvilket desværre hidtil har været en udfordring i karrieren – har Liverpool virkelig lavet en god handel, for Konaté er både hurtig, fysisk stærk og dygtig på bolden. 

 

Boubakary Soumaré (Leicester)

Der har været bud efter midtbanespilleren gennem lang tid, og nu er han endelig kommet til Premier League, hvor han er udset til at skulle blive en del af aksen på Brendan Rodgers' mandskab. 

Soumaré har været en profil for Lille, der vandt det franske mesterskab i den seneste sæson, og han er dynamisk central midtbanespiller, som kan udgøre en super trio med Wilfred Ndidi og Youri Tielemans. 

Annonce