AFC BournemouthArsenal FCAston Villa FCBrighton & Hove AlbionBurnleyChelsea FCCrystal PalaceEverton FCLeicester CityLiverpool FCManchester City FCManchester United FCNewcastle UnitedNorwich CitySheffield UnitedSouthamptonTottenham HotspurWatford FCWest Ham UnitedWolverhampton Wanderers FC
12:01:2020 10:55
DEL 1: Sådan bør Premier League-klubberne handle i januar

Transfervinduet er så småt begyndt og et par handler er allerede gået igennem. I denne artikel tager vi et kig på, hvordan vi synes de 20 Premier League-mandskaber bør agere i det indeværende transfervindue. Dette er del 1 og fokuserer på de 5 øverste mandskaber i ligaen.


1. Liverpool: 
Allerede bekræftede handler: Takumi Minamino (RB Salzburg) - £7,25 millioner

Liverpool har allerede hentet den bevægelige japaner, Minamino, der kommer til klubben for en meget lille sum fra The Reds' gruppemodstandere i Champions League, Salzburg. Minamino kommer formentlig i første omgang til at agere som backup for Liverpools forreste tre, og det er ikke forventet, at The Reds kommer til at lave specielt meget andet i løbet af vinduet. De har samtidig sendt Rhian Brewster til Swansea på en lejeaftale - og det er handler i den kaliber, man kan forvente at se fra Jürgen Klopp og co. inden vinduet smækker i. 

2. Leicester: 
Allerede bekræftede handler: Ingen

Der er ikke sket noget, der er ikke nogle store rygter, og det forventes egentlig ikke, at Leicester kommer til at agere i løbet af januarvinduet. Brendan Rodgers' tropper har også præsteret langt over forventning i denne sæson og planen for januarvinduet er formentlig bare at afvise eventuelle bud, der skulle komme på folk som Ben Chilwell og James Maddison. 

3. Manchester City: 
Allerede bekræftede handler: Ingen

Manchester City er 14 point efter Liverpool, der endda har en kamp i hånden, så hvis du er Pep Guardiola vælger du formentlig at fokusere alt din energi på Champions League. Kigger man ned af Manchester Citys trupliste, finder man et tydeligt hul i midterforsvaret. Pep Guardiola stoler næppe på Nicolas Otamendi, John Stones har haft en skræmmende dårlig sæson, hvilket efterlader netop tilbagevendte Aymeric Laporte, grønskollingen Eric Garcia samt midtbanespillerne Rodri og Fernandinho som de eneste løsninger i det centrale forsvar. Så det står meget klart: Skal Manchester City agere - eller kommer de til at agere i dette vindue, så bliver det utvivlsomt ved at hente en central forsvarsspiller. Er det Kalidou Koulibaly, de skal gå efter? 

4. Chelsea: 
Allerede bekræftede handler: Michael Hector (SALG TIL FULHAM) - £8 millioner

Chelsea har nu endelig muligheden for at agere på transfermarkedet - og det er spændende at se, hvad Frank Lampard har tænkt sig at gøre. Skifter Olivier Giroud til Inter, så kommer Chelsea formentlig til at fokusere meget af deres energi på at hente en backup til Tammy Abraham, da Michy Batshuayi næppe har bevist, at han er den rette til den rolle. Hvad ellers? På kanterne ser Chelsea efterhånden også lidt tynde ud. Christian Pulisic har været meget svingende i denne sæson og har netop pådraget sig en skade, der holder ham ude i nogle uger. Kan man stole på ham, når han kommer tilbage? Så er der ligeledes svingende Willian, der den ene dag ligner en mand, der bare gerne vil spille Ludo med José Mourinho, og den anden dag ligner den næste Ronaldinho. Willian er samtidig 31 år, mens hans kollega Pedro, der også spiller på kanten, er 32 år. De holder ikke i mere end to sæsoner. Det efterlader Callum Hudson-Odoi, der kæmper meget med at komme tilbage på Chelsea-mandskabet oven på en skade mod slutningen af sidste sæson. Han har i glimt vist, hvad han kan, men er næppe manden til denne sæson, der skal sparke Chelsea i top fire. 

Spillere som Wilfried Zaha og Jadon Sancho har været nævnt, men vil Roman Abramovich i form af Marina Granovskaia åbne pungen? Det må tiden vise. 

5. Manchester United: 
Allerede bekræftede handler: Ingen

Det nemme svar på spørgsmålet om, hvor Manchester United bør forstærke sig er nok, at de bør hente en ny mand til alle positioner med undtagelse af måske 4-5 stykker. Det er en sørgelig tilstand for et mandskab, der har brugt rigtig, rigtig mange penge siden Sir Alex Fergusons karrierestop, men det er nu engang den virkelighed, Ole Gunnar Solskjær og hans chef Ed Woodward skal forholde sig til. Hvis man så kigger ned over mandskabet, er der et par steder, man kan begynde med. Det er nok ikke førsteprioriteten, men Solskjær skal på venstre back pladsen beslutte sig for, om han virkelig synes, Luke Shaw er god nok. Hvis ikke, bør en spiller hentes. Gerne en, der kan noget frem ad banen. Ellers skal han sætte sin lid til Brandon Williams og så rent faktisk spille ham uge efter uge, ikke bare sige, at han vil gøre det. 

Næste punkt er på den centrale midtbane. Der er evige spørgsmålstegn om Paul Pogba, men for franskmanden nærmer det sig point of no return på Old Trafford. Fansene er ikke just glade for ham, så et skifte til sommer synes sandsynligt. Det efterlader Scott McTominay, der er ude i over en måned med en skade, Fred, der rent faktisk har spillet sig op, når det har været nødvendigt, og Nemanja Matic. Matic har var fin i det første år i Manchester under José Mourinho, men nu ligner han en skygge af den spiller, han engang var. 

Så er der offensiven. Daniel James har spillet langt bedre end forventet, og er en god spiller, men skal han spille fast for et mandskab, hvis erklærede mål er at komme i top fire? Nok ikke, men han kan sagtens blive det. En spiller til højrekanten kunne sagtens bruges, hvilket efterlader Anthony Martial og Marcus Rashford, der indbyrdes må fordele venstrekanten samt angriberposten mellem sig, mens Mason Greenwood efterhånden bør gives en reel chance for at vise sig i en periode. 


SENESTE NYT

OP | NED

SENESTE NYT

OP | NED