Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

De gyldne gutter: Her er verdens 10 bedste teenagere

Af Morten Bruun Jørgensen
07.04.2020 Kl. 17:01
Hvem er den bedste teenager netop nu? Vi har her givet vores bud – og så også på de ni efterfølgere.

I denne tid, hvor der ikke spilles fodbold, er der mulighed for at se på andre ting. Derfor kaster vi os nu over teenagerne.

Der bliver brugt rigtig meget spalteplads på at skrive om de unge talenter, der på et tidspunkt kan blive de nye verdensklassespillere, der dominerer fodboldverdenen. Nogle gange sker det endda, at teenagere gør netop det.

Vi har derfor valgt at kåre de ti bedste teenagere netop nu, og vi har valgt dem ud fra deres nuværende niveau og ikke mulige potentiale.

Spillere som Trent Alexander-Arnold, Jadon Sancho og Kylian Mbappé er blevet for gamle, og det er altså kun spillere, der pr. dags dato ikke er fyldt 20 år, der er i betragtning.

10. William Saliba (Arsenal)
Arsenal købte sidste sommer den franske midterforsvarer, som straks blev lejet tilbage til St. Etienne, hvor han er en stor profil. Han er muligvis verdens bedste teenagemidterforsvarer lige nu, og han ligner en fremtidig starter hos London-klubben.

9. Gabriel Martinelli (Arsenal)
Sikke en målnæse. Brasilianeren har gjort det glimrende for Arsenal i denne sæson, og han ligner en spiller, der er i fuld gang med sit store gennembrud. Ham kan the Gunners være rigtig glade for at have fået fingrene i.

8. Sandro Tonali (Brescia)
Alle, der har spillet Football Manager for nylig, kender til italieneren, der beskrives som den næste Andrea Pirlo. De ligner hinanden på flere punkter, og det er nok kun et spørgsmål om tid, inden han ryger til en større klub.

7. Dejan Kulusevski (Juventus)
Sverige har fået et nyt stortalent. Kantspilleren er lige nu udlejet til Parma, efter han i januar blev købt i Atalanta, hvor han havde vist storspil. Teknisk dygtig og fysisk stærk. Der er krummer i knægten.

6. Eduardo Camavinga (Rennes)
Han er allerede fast mand for Rennes i den bedste franske liga, selvom han først fylder 18 år til november. En klub som Liverpool er allerede sat i forbindelse med ham, og han virker allerede nu meget moden. En dygtig tekniker og god forudseenhed i en ung alder.

5. Ansu Fati (Barcelona)
Det er allerede blevet til flere kampe for Barcelonas førstehold, og vidner om en vis kvalitet. Han er lynende hurtig og en rigtig god dribler. Samtidig lader han også til at have en vis næse for at score mål.

4. Rodrygo (Real Madrid)
Et hattrick i en Champions League-kamp, hvor han også leverede en assist, er ganske enkelt imponerende. Han har overhalet landsmanden og holdkammeraten Vinicius Junior indenom, og Rodrygo er lige nu det mest spændende navn i den spanske kongeklub.

3. Phil Foden (Manchester City)
Vi kender alle til englænderen, der bare venter på det helt store gennembrud for Manchester City. Han får gradvist flere og flere kampe for the Citizens, og han minder os regelmæssigt om, hvorfor hypen er så vild.

2. Alphonso Davies (Bayern München)
Reece James har nok stadig mareridt. Den unge canadier kørte rundt med Chelsea-spilleren i Champions League, og her gjorde han opmærksom på, hvorfor han er førstevalg på venstre back for Bayern München. Det vidner også om tårnhøj kvalitet.

1. Erling Håland (Dortmund)
Nummer et på listen er der absolut ingen tvivl. Norske Erling Håland er verdens bedste teenager lige nu. Hans tid i Dortmund har blot bekræftet, at han er en klasseangriber.

Annonce