Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

De 10 mest værdifulde spillere med kontraktudløb til sommer

Af Nikolai Gilkrog Mortensen
20.03.2019 Kl. 21:09
Flere gode spillere har kontraktudløb til sommer. De 10 mest værdifulde er listet i artiklen under:

Listen er lavet på baggrund af tal fra transfermarkt.co.uk.

10. Danny Welbeck (Arsenal)

Selvom Danny Welbeck ofte er skadet, så er han stadig en fremragende angriber, når han er klar. Danny Welbecks kvaliteter er større end hans formodede kommende løn. Klubber med et stramt budget bør derfor holde et vågent øje med Welbeck. Han står noteret for 32 mål i 126 kampe for Arsenal.

9. Olivier Giroud (Chelsea)

– Det sker ikke, svarede Olivier Giroud, da han blev forholdt spørgsmålet, om han ville forlænge sin kontrakt med Chelsea, hvis han fortsat blev overset af Maurizio Sarri, Chelseas manager.

Den 32-årige klassiske 9’er vil have spilletid, hvilket hans meritter også berettiger. I denne Europa League sæson har han bidraget med 9 mål i 9 kampe. Frankrig og Kina virker som oplagte bud på en fremtidig destination for Olivier Giroud – Premier League klubber bør dog også overveje den aldrende franskmand.

8. Mario Balotelli (Marseille)

Super Mario! Den italienske angriber er kendt og berygtet for mange forkerte ting – men han er også en fremragende angriber. Han har nydt god succes i det franske de senere år. 5 mål i 8 kampe for Marseille siden januar bevidner om en vis kvalitet. Hvem tør tage chancen med Balotelli?

7. Hector Herrera (Porto)

En spiller, der har været rygtet til både Tottenham og Arsenal. Senest har han været rygtet til Atletico Madrid, hvilket giver mening med Saul Niguez’ rygtede transfer til Manchester City.

6. Juan Mata (Manchester United)

Den elskede spanier har, ligesom de andre på listen, kontraktudløb til sommer, men han har udtalt, at han ikke føler sig urolig deraf. Rygterne går på, at han vil blive tilbudt en et-årig kontraktforlængelse, trods hans manglende spilletid under Ole Gunnar Solskjær.

5. David Luiz (Chelsea)

– Vi taler med Chelsea. Alle ved, at jeg elsker klubben, jeg føler mig tilpas og glad her. Jeg gør mit job, så jeg tror, at der kommer til at ske meget, sagde David Luiz tidligere på måneden.

Chelseas princip om ikke at tilbyde kontraktforlængelser på mere end et år til spillere over 30, kan dog sætte en stopper for David Luiz’ tid i Chelsea. Chelsea stirrer dog ind i en transferkarantæne, hvilket bør få dem til at tænke sig godt om.

4. Diego Godin (Atletico Madrid)

Efter ni år i Atletico Madrid, kan forsvarsspillerens tid i klubben være ved at lakke mod enden. Diego Godin er blevet 33 år, og han kigger på muligheden for at prøve sig af i en ny klub. Han har tidligere været rygtet til Manchester United.

3. Yacine Brahimi (Porto)

Den algeriske kantspiller er i Champions League-kvartfinalerne med FC Porto. Han har præsteret godt over en længere periode i den portugisiske klub, og der bør være flere bejlere til en spiller af den kaliber, især med kontraktudløb til sommer. Flere Premier League- og Serie A klubber har været meldt interesseret i den dygtige kant.

2. Ander Herrera (Manchester United)

– Hans energi og ihærdighed er vital for os, sagde Ole Gunnar Solskjær om Herrera sidste måned.

Hvis Ole Gunnar Solskjær bliver i Manchester United, er der også en god chance for, at Ander Herrera forlænger sin kontrakt med klubben. Desværre for andre bejlere.

1. Adrien Rabiot (PSG)

Han bliver holdt fanget i PSG på nuværende, men hans kontrakt udløber til sommer, og bejlere er der nok af. Adrien Rabiot har været rygtet til klubber som Barcelona, Manchester United, Chelsea og Tottenham.

Annonce