Dansker på vej til Premier League?
Der kan meget vel være en dansker på vej til Premier League i løbet af det kommende transfervindue ifølge Sky Sports.
Søndag aften er det store medie kommet med en interessant melding om den danske midtbanespiller Tochi Chukwuani.
Den 22-årige dansker spiller til daglig i østrigske Sturm Graz, men til næste sæson kan han muligvis spille i Premier League.
Der er nemlig interesse fra Premier League-klubben Wolverhampton, og Sturm Graz har allerede modtaget forespørgsler på danskeren.
Han har kontrakt med Sturm Graz frem til sommeren 2028, men der er en mulighed for, at han kan skifte i sommerens transfervindue, lyder meldingen fra Sky Sports.
Foruden Wolverhampton er også tyske Hoffenheim og en række klubber fra Frankrig interesserede i Tochi Chukwuani.
Tochi Chukwuani skiftede sidste sommer fra Lyngby Boldklub til den østrigske topklub, og det har været et succesfuldt skifte.
Han har således spillet 36 kampe for klubben i denne sæson med tre scoringer og en enkelt assist til følge.
Tochi Chukwuani er en del af det danske U21-landshold, der skal til EM i løbet af sommeren. Derfor kan et skifte måske også trække lidt ud og først falde på plads, når turneringen er slut.
Læs mange flere transferrygter lige her.